Jagt på 'Delle': - Det er dyrplageri

Flere har set motorbåde, der omringer eller sejler hurtigt efter delfinen i Svendborgsund

Dette billede viser en motorbåd i fart tæt ved delfinen Delle i Svendborgsund. Foto: Per Nykjær Jensen
Dette billede viser en motorbåd i fart tæt ved delfinen Delle i Svendborgsund. Foto: Per Nykjær Jensen

Det har skabt vrede, at flere folk i motorbåde tilsyneladende jagter delfinen Delle, der er blevet en attraktion i Svendborgsund.

Problemet er særligt kommet i takt med det gode påskevejr.

Per Nykjær Jensen har oplevet både ligge i en stor klump og sejle i ottetaller rundt om delfinen, hvorefter en båd eller to har sejlet efter delfinen 'for fuld tryk', når den er svømmet væk. 

– Der er gået lidt wild west i, at nu skal man bare på delfinsafari, og så glemmer man alle sikkerhedshensyn, siger Per Nykjær Jensen, der tog billeder af sin oplevelse. 

Han advarer om, at for mange både i for tætte formationer kan give delfinen smertefulde og livstruende skader, hvis den kommer for tæt på motoren, og alt folk også risikerer selv at komme til skade, hvis de ligger og sejler ind i hinanden.

Misser oplevelsen
– Føler du, at det er dyrplageri?

– Det er uomtvisteligt dyrplageri, når en speedbåd sætter efter en delfin, der svømmer væk. Jeg tror ikke, at dem, der gør det, opfatter det som jagt, men det ser lidt voldsomt ud, når man ser det, slår han fast.

Dette billede viser en motorbåd i fart tæt ved delfinen Delle i Svendborgsund. Foto: Per Nykjær Jensen
Dette billede viser en motorbåd i fart tæt ved delfinen Delle i Svendborgsund. Foto: Per Nykjær Jensen
 

Jesper Stig Andersen, stifter af Facebook-gruppen Delles venner, har også oplevet motorbåde, der følger ’lige i røven’ på delfinen.

– Jeg har oplevet direkte jagt, hvor der bliver sagt ’der er han. Efter ham’, og der så bliver sat efter ham i speedbåd, siger han og tilføjer, at han bliver chokeret og ked af sejlernes opførsel

– Hvor mange ville for eksempel jagte rundt efter en hund på en knallert, spørger han og tilføjer, at man jo heller ikke får noget ud af at gå sådan til delfinen.

- Det fantastiske ved den er jo den der nære kontakt, og den får du ikke på den måde. Du fiser jo bare efter en finne, der kommer op og ned, siger Jesper Stig Andersen, der har haft masser af stille oplevelser med delfinen i sin sejlbåd eller på sit standup paddle board.

Kan blive forstyrret
Biolog ved Fjord og Bælt Julie Møller Madsen fortæller, at man endelig skal tage ud og beundre delfinen, der faktisk er ret opsøgende.

– Men man skal selvfølgelig ikke følge efter den, fastslår hun. 

Delfiner bruger al deres tid på at søge føde. Faktisk så meget tid, at de, når de skal sove, kun lukker ned for den ene hjernehalvdel, mens den anden stadig er aktiv. 

– Og det kan den selvfølgelig ikke finde ro til, hvis man jagter den rundt, siger hun.

Foto: Per Nykjær Jensen
Foto: Per Nykjær Jensen
 

Der er også risiko for, at voldsom støj kan skade den hørelse og risiko for, at delfinen bliver skadet af motorernes propeller, hvilket man har set masser af eksempler på på hvalsafarier rundt om i verden.

– De har ikke styr på det hele hele tiden og kan sagtens komme til skade, hvis båden laver et hurtigt sving, siger hun. 

– Er det dyreplageri at jagte den med en motorbåd?

– Ja, men jeg vil sige det samme, hvis en and forsøgte at komme væk, og du blev ved med at følge efter den. Det er da ikke særligt hensigtsmæssigt for dyr.

234 kommentarer
Vis kommentarer