Jagtede stjålen Porsche: Vild biljagt

Politiet opdagede torsdag aften en hvid Porsche Cayenne i Aarhus, der var blevet stjålet tidligere på ugen. De jagtede bilen i en vild biljagt, der endte med punkterede hjul og hundeeftersøgning

Politiet i Aarhus jagtede føreren af den hvide Porsche, da de vidste, at den var blevet stjålet tidligere på ugen.
Politiet i Aarhus jagtede føreren af den hvide Porsche, da de vidste, at den var blevet stjålet tidligere på ugen.

Torsdag aften blev en patrulje opmærksom på en hvid Porsche Cayenne i Aarhus nord, som betjentene vidste, var blevet stjålet i forbindelse med et indbrud tidligere på ugen.

Det skriver Århus Stiftstidende.

Politiet satte efter bilen, der med det samme satte farten op og forsøgte at køre væk. Patruljen tilkaldte assistance, og så var biljagten i gang.

Porschen satte kurs mod Djurslandmotorvejen, og ved Hornslet-afkørslen mistede patruljen bilen af syne, men kort efter meldte en hundepatrulje, at de havde kontakt med bilen i Ødum.

Jagten fortsatte i høj fart ad Landevejen og Randersvej i retning mod Hårup, hvor en anden hundepatrulje stod klar og smed stopsticks - en stribe søm til at lukke luften ud af bildæk - ud på Mejlbyvej nord for Hårup.

Porschen kom kørende med høj fart mod stopsticksene, som betjentene skyndte sig at kaste ud på vejen og løb i skjul bag ved et hegn.

Føreren af Porschen bremsede kraftigt op for at undgå stopsticken, men kunne ikke undgå at køre over den og punkterede på flere af dækkende, hvorefter den slingrende fortsatte i retning mod Halling.

Hundene lukket ud
I Halling fandt hundepatruljen bilen, der trillede ned i en grøft. Der var dog ingen personer i den. Hundene blev lukke ud og ledte efter spor på personerne fra bilen.

De fik med det samme fært af tre personer, og kort efter fandt de en 21-årig kvinde i en kælderskakt ved Halling Kirke og en 27-årig mand, der gemte sig i en kornmark.

Begge personer blev anholdt og er foreløbigt sigtet for brugstyveri af bil. Det lykkedes ikke at finde den tredje person, men politiet har en god formodning om, hvem han er.