Jakob hjalp politiet med tabt pung - fik P-bøde foran politigården

Betjent bad Jakob Madsen om at komme ind på politigården med tabt pengepung - efter besøget blev han mødt med en p-afgift på 510 kroner

Salgskonsulent Jakob Madsen fra Odense er sikker på én ting:

- Jeg hjælper aldrig politiet igen. Det eneste, jeg har fået ud af det, er en parkeringsbøde på 510 kroner.

Jakob Madsen fik den famøse p-afgift i sidste uge, mens bilen holdt parkeret i en parkeringsbås foran politigården i Odense. Madsen selv var inde på politigården for at aflevere en tabt pengepung.

- Jeg er frivillig forælder i vores lokale fodboldklub B67 i Odense. Forrige onsdag kom to drenge fra holdet hen til mig. De havde fundet en pung på sti-systemet bag Korsløkkeparken. Jeg undersøgte hurtigt pungen og kunne konstatere, at den måtte være blevet tabt. For der var både en del kontanter, hævekort og personlige papirer i pungen, siger  Jakob Madsen til Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under billedet

Den uheldige salgskonsulent, Jakob Madsen fra Odense. Privatfoto
Den uheldige salgskonsulent, Jakob Madsen fra Odense. Privatfoto
 

Kunne ikke ringe
Jakob Madsen kunne se, at den uheldige ejer af pungen boede i København. Han forsøgte derfor at finde kvindens telefonnummer, men det var ikke muligt. Derfor ringede han til politiet i Odense, som forsøgte at ringe til kvinden. Heller ikke politiet fik kontakt til hende.

- Politiet ringede tilbage efter en time og fortalte, at de ikke kunne komme i kontakt med hende. De ville forsøge at sende en patruljevogn, som kunne hente pungen. Det viste sig dog, at alle vogne var ude på en haste-opgave.

- Jeg orkede næsten ikke at skulle til at køre ind på politigården i Odense. Men betjenten bad mig om at smutte ind med den alligevel. Han forklarede, at jeg kunne holde i p-båsen lige foran politigården. Det ville ikke tage ret lang tid, lovede betjenten.

Det tog seks minutter
Jakob Madsen kørte derfor sammen med sin søn ind til politigården og parkerede i parkeringsbåsen. Han gik ind og afleverede pungen i ekspeditionen.

- Det har vel taget omkring seks minutter. Findestedet og mit navn skulle lige noteres ned, forklarer Jakob Madsen.

Da han kom ud, opdagede han til sin store ærgrelse en parkerings-afgift i forruden. Det viste sig, at hans automatiske p-skive fra ParkOne åbenbart var løbet tør for strøm.

Derfor viste den ikke, hvornår parkeringen var påbegyndt.

Artiklen fortsætter under billedet

 

- Jeg fik fat i parkerings-vagten fra Parkeringskontrol Nord udenfor politigården og forklarede, at jeg faktisk lige havde hjulpet politiet. Jeg havde parkeret som anvist og kun holdt der i omkring seks minutter.  Men det var parkerings-vagten ligeglad med. Afgiften kunne ikke trækkes tilbage.

- Jeg gik ind på politigården igen og spurgte, om de dog ikke kunne hjælpe. Det kunne betjentene desværre ikke. Men de noterede ned, hvornår jeg havde været der, oplyser Jakob Madsen.

Artiklen fortsætter under billedet

 

Har nu klaget
- Men du kunne vel bare sørge for, at din elektroniske p-skive virker?

- Det er klart. Jeg ved ikke, hvornår den er sat ud. Under andre omstændigheder ville jeg også bare have betalt afgiften. Men lige i denne her situation, synes jeg, at det er uretfærdigt.

Jakob Madsen klagede først til borgmesteren i Odense, som ikke kunne hjælpe. Heller ikke rådmand Jane Jegind kunne gøre noget. Det samme gælder By- og Kulturforvaltningen.

Nu har Madsen klaget direkte til Parkering Nord, som ejes af Aalborg Kommune.

- Jeg har fået et brev fra dem, hvori de oplyser, at de behandler min klage, beretter en hovedrystende Jakob Madsen.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra Parkeringskontrol Nord.

Artiklen fortsætter under billedet

HVAD MENER DU ? BØR JAKOB MADSEN FRITAGES FOR PARKERINGS-AFGIFTEN PÅ GRUND AF DE SÆRLIGE OMSTÆNDIGHEDER? ELLER SKAL HAN BARE SE AT FÅ BETALT? DELTAG I DEBATTEN UNDER DENNE ARTIKEL.

403 kommentarer
Vis kommentarer