Er du særligt udsat i coronatiden? Send navn, billede og tekst her
Som 14-årig brækkede Janus Tarp nakken, så næsten alle forbindelser til hjernen blev skåret over. Herunder dem til vejrtrækningen. I dag afhænger hans liv derfor af en respirator, og han er lam fra skuldrene og ned.
- Jeg har personale omkring mig hele tiden og er 120 procent afhængig af specialiseret hjælp døgnet rundt, fortæller Janus på i dag 47 år.
Han er derfor også særligt udsat nu, hvor en dødelig virus spreder sig over hele verden, sender tusindvis i karantæne og lægger sundhedssystemer ned.
- Udbruddet ryster mig i min grundvold. Jeg er utryg og forestiller mig mange scenarier.
- Hvad hvis mine hjælpere bliver smittet eller kommer i karantæne for eksempel? Så er det noget rigtig lort, og jeg ved faktisk ikke, hvad der så sker.
Ingen hjælp
Janus Tarp er i risikogruppen. Det er ikke sikkert, at han kan overleve at blive smittet med coronavirus. Men han kan heller ikke overleve uden hjælp døgnet rundt.
Derfor har han den sidste uge prøvet at få svar på, hvad der konkret sker, hvis ham eller hans hjælpere bliver smittet eller skal i karantæne.
- Det kan jeg ikke få svar på. Så jeg må bare krydse fingre for, at jeg ikke ender i den situation.
- Måske har man et beredskab til sådan nogen som mig, men jeg får det ikke formidlet, når jeg spørger, og det bliver jeg ked af, fordi jeg bliver utryg.
I Danmark findes cirka 2000 mennesker, der har respirator og en hjælpeordning som Janus Tarp.
- Jeg har været lam og i respirator, siden jeg var 14 år, så jeg er nogenlunde vant til utrygge situationer. Men de mere uerfarne, yngre mennesker må virkelig være bange lige nu.