Japan evakuerer en million mennesker under voldsomt skybrud

I områder af det sydlige Japan er der på en uge faldet dobbelt så meget regn, som der normalt falder i juli

Video: AP

En million mennesker skal evakueres i Japan, som er ramt af skybrud. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Det voldsomme regnvejr, der de seneste to dage har hærget det sydlige Japan, har torsdag forårsaget oversvømmelser og mudderskred.

Der er meldinger om, at flere personer er kommet til skade.

Myndighederne har torsdag beordret lidt over en million mennesker at forlade deres hjem. Det gælder beboerne i provinserne Miyazaki og Kagoshima på øen Kyushu.

Siden fredag er der faldet mellem 900 og 1000 millimeter regn i nogle områder i de to hårdt ramte provinser.

Det er mere end dobbelt så meget, som der normalt falder i hele juli måned, oplyser vejrmyndighederne.

Der er sendt katastrofeberedskab til Kagoshima, hvor både beboelses- og landbrugsområder ligger oversvømmet.

Ifølge det meteorologiske institut i Japan ventes det, at regnen vil bevæge sig til andre regioner i løbet af torsdagen. Blandt andet ventes det voldsomme nedbør at nå til hovedstaden Tokyo.

Mens regnen ventes at aftage i det sydlige Japan torsdag, vil risikoen for mudderskred fortsat være høj. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Tidligere på ugen blev en kvinde i Kagoshima dræbt i et mudderskred, der var forårsaget af regnen.

Derudover er en 80-årig kvinde meldt savnet på Kyushu, efter at et mudderskred torsdag morgen har jævnet et hus med jorden.

I juli sidste år var Japan ligeledes ramt af et kraftigt regnvejr. Her blev øen Kyushu også hårdt ramt af mudderskred og oversvømmelser.

Mere end 200 personer blev dræbt i det, der betegnes som den værste vejrkatastrofe i Japan i 36 år.

Myndighederne blev dengang kritiseret for dårlig håndtering af katastrofen, skriver Reuters.

27 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere