Japan klager over anale coronatest i Kina

Testmetode giver psykologisk ubehag, siger nogle japanere. Men ifølge Kina er anale test mere effektive

Kina, som det i store og hele har kontrol over coronavirusset, begyndte i januar at foretage anale coronatest. (Arkivfoto) Foto: Mario Tama/Ritzau Scanpix
Kina, som det i store og hele har kontrol over coronavirusset, begyndte i januar at foretage anale coronatest. (Arkivfoto) Foto: Mario Tama/Ritzau Scanpix

Japan har anmodet Kina om at stoppe anale coronatest på dets borgere, når de rejser ind i landet. Nogle japanere har klaget over 'psykologisk stress' som følge af sådanne test.

Kina, som det i store og hele har kontrol over coronavirusset, begyndte i januar at foretage anale coronatest.

Reaktionen fra Japan kommer efter rapporter om, at amerikanske diplomater i Kinas har klaget over, at de har været udsat for sådanne test, hvilket de kinesiske myndigheder afviser.

Kina sagde i sidste måned, at anale test kan være mere effektive end test i svælg og næse, da virusset kan være længere i fordøjelsessystemet.

Den japanske regerings talsmand Katsunobu Kato siger, at Tokyo har fremsat en formel anmodning via dets ambassade i Beijing om, at japanske statsborgere undtages fra disse test, når de ankommer til Kina.

- Nogle japanske statsborgere, som bor i Kina, har klaget over, at de bliver påført et betydeligt psykologisk ubehag ved dem, siger Kato.

Japan har ikke modtaget noget svar, og det er uklart, om Kina vil imødekomme anmodningen.

En talsmand for Kinas udenrigsministerium Wang Wenbin siger, at Beijing anvender testmetoder baseret på videnskab og i overensstemmelse med de forandringer, som finder sted under epidemien. Han siger, at der tages hensyn til relevante love og regler.

Efter klager fra USA i sidste måned sagde Beijing, at 'amerikanske diplomater aldrig var blevet underkastet anale test i Kina.'

Kinesiske embedsmænd siger, at anale test er blevet anvendt på personer, som er kommet til Kina fra lande med stor smitterisiko.