Japaner og amerikaner får Nobelpris for kræftbehandling

Forskning i at få immunforsvaret til at bekæmpe kræftceller i kroppen udløser årets Nobelpris i medicin

Årets Nobelpris i medicin går til amerikaneren James P. Allison og japaneren Tasuku Honjo for deres arbejde med behandling af kræft.

Det oplyser Karolinska Institutet i Solna ved Stockholm.

De to forskere arbejder på at opdage, hvordan kroppens immunsystem kan kæmpe mod kræft.

- Dette års Nobelpris udgør en milepæl i vores kamp mod kræft. De to nobelprismodtageres opdagelse benytter immunforsvarets evne til at angribe kræftceller ved at slippe bremsen på immunforsvarets celler, skriver instituttet i et opslag på Twitter.

De to modtagere har gjort hver deres arbejde med immunforsvarets evne til at bekæmpe kræftceller i kroppen, men deler altså prisen.

70-årige James P. Allison har studeret et protein, der fungerer som bremse. Han fandt potentialet for at frigøre bremsen og dermed få immuncellerne til at angribe tumorer, fremgår det på Twitter.

Allison er til daglig ansat på et universitet i Texas.

- En motivationsfaktor for forskere er simpelthen at skubbe grænserne for viden, siger James P. Allison ifølge AP i en meddelelse.

- Det var ikke mit formål at forske i kræft, men derimod at forstå biologien af T-celler, disse utrolige celler, der rejser rundt i vores kroppe og arbejder for at beskytte os.

Tasuku Honjo, der er 76 år, opdagede et protein på immunceller og fandt ud af, at det fungerer som bremse.

Behandlinger baseret på Honjos opdagelse har vist sig at være effektive mod kræft.

- Jeg vil fortsætte min forskning. Så denne immunterapi kan redde flere kræftpatienter end nogensinde før, siger Tasuku Honjo til journalister fra universitetet i Kyoto ifølge AFP.

Honjo arbejder til daglig på universitetet i Kyoto i Japan.

Frem til 2010 var det sikkert, at man døde, hvis man fik hudkræft, der spredte sig, fortæller Jonas Nilsson, der er professor i eksperimentel kræftkirugi ved Sahlgrenska Akademi på Göteborgs Universitet, til nyhedsbureauet TT.

- I dag kan 30 procent måske endda 50 procent få meget langsigtede svar, hvor de overlever flere år. Og vi begynder allerede at tale om, at nogle patienter bliver helbredt af denne type behandling, siger Nillson til TT.

Med prisen følger ni millioner svenske kroner, hvilket svarer til 6,5 millioner danske kroner.

6 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere