Jeg har det så dårligt med min sagsbehandler

Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til den socialebrevkasse@eb.dk

Socialrådgiver og brevkasseredaktør Puk Sabber råder en fortvivlet kvinde til at søge om at få en anden sagsbehandler. (Foto: Jan Unger)
Socialrådgiver og brevkasseredaktør Puk Sabber råder en fortvivlet kvinde til at søge om at få en anden sagsbehandler. (Foto: Jan Unger)

Hej Puk
Jeg har længe haft et anstrengt forhold til min sagsbehandler. Jeg føler slet ikke, at hun forstår eller lytter til mig, når jeg prøver at forklare hende om min situation. Jeg føler, hun taler nedladende til mig, og jeg er flere gange gået helt nedtrykt fra samtalen.

Det er, som om hun kan tillade sig alt, når vi er alene på kontoret. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre, og jeg ved bare, at jeg ikke kan holde det ud mere. Problemet er bare, at hvis jeg ikke kommer til de samtaler, som jeg bliver indkaldt til, så lukker hun for min kontanthjælp.

Så er det, jeg vil høre, om det er muligt at bede om en ny sagsbehandler. Hvordan man gør det?

Med venlig hilsen
Mette

(Foto: Jakob Boserup)
(Foto: Jakob Boserup)
 

Kære Mette
Jeg har desværre hørt om sager før, hvor der har været rigtig dårlig kommunikation, og hvor man som borger er blevet behandlet nedladende – og uden nogen form for respekt for den situation, man befinder sig i. Der er jo ofte en grund til, at man er endt med være afhængig af en offentlig ydelse og har brug for hjælp. Det i sig selv kan være ydmygende og ikke spor sjovt.

Hvis du får det så skidt, som du beskriver, så vil jeg helt klart anbefale dig at anmode om at få skiftet din sagsbehandler. Der står ikke direkte i loven, at du har krav på en ny sagsbehandler, men det fremgår i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, paragraf 4 at:

’Borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. Kommunen og amtskommunen tilrettelægger behandlingen af sagerne på en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed.’ Og i vejledningen til loven fremgår det endvidere af punkt 45: ’I forvaltningen kommer borgeren tit i kontakt med en eller nogle ganske få personer, som han eller hun skal etablere et samspil med. De personlige relationer kan betyde meget for en tillidsfuld dialog, som navnlig er vigtig i de mere omfattende og alvorlige sager. Kommunen og amtskommunen bør være opmærksom på disse forhold. Myndighederne bør derfor, når det er muligt, og borgerens ønske er velbegrundet, være imødekommende over en anmodning om at få en anden sagsbehandler.’

Så der er altså en klar formulering, der henviser til muligheden for at søge om en anden sagsbehandler. Jeg synes, du skal skrive en mail og sende den til socialchefen, hvor du ærligt beskriver, hvordan du har det efter et møde med din nuværende sagsbehandler. Det er jo tydeligt, at du ikke har mulighed for at medvirke til behandlingen af din egen sag, og at samspillet imellem dig og din sagsbehandler er brudt helt sammen.

Jeg håber, du får en ny sagsbehandler, hvor du føler, at du bliver taget alvorligt – og behandlet derefter. Tillid er jo afgørende for at kunne modtage hjælp.

De bedste hilsner fra Puk