Jeg har mistet alt og er ved at blive skør

Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til densocialebrevkasse@eb.dk

Den 36-årige brevskriver er gået helt og aldeles ned med flaget. I de mørkeste stunder overvejer han at tage sit liv ... Puk opfordrer manden til at søge professionel hjælp, eventuelt hos Psykiatrifonden. Modelfoto: All Over Press
Den 36-årige brevskriver er gået helt og aldeles ned med flaget. I de mørkeste stunder overvejer han at tage sit liv ... Puk opfordrer manden til at søge professionel hjælp, eventuelt hos Psykiatrifonden. Modelfoto: All Over Press

Hej Puk

Jeg er en enlig far på 36 år fra Sønderjylland. Jeg lever et ensomt liv, bortset fra når jeg havde mine børn hver anden weekend. De var mit eneste lyspunkt i en sadistisk verden.

Jeg har været i systemet en del år. Som syg er jeg desværre ikke blevet afklaret, derfor kastes jeg rundt i systemet. Det har smadret min økonomi. Midt i dette frustrerende kaos, har jeg mistet samværet med børnene – jeg må ikke engang tale i telefon med dem – ligesom de vil tage forældremyndigheden fra mig.

Jeg er færdig psykisk. Jeg er handlingslammet, sidder og ryster og tuder hver dag.

Jeg er ensom, mit netværk er skrumpet, og jeg har desværre også mistet kontakten til flere familiemedlemmer – de går i stykker over at være sammen med mig.

Før var jeg meget social. Nu skammer jeg mig og isolerer mig i min lejlighed, hvor jeg fordriver tiden på internettet eller ser tv. Jeg følger meget med i politik, men det påvirker min psykiske lidelse. Det er som benzin på bålet, når jeg ser alle urimelighederne dukke op en efter en.

Jeg føler, jeg har mistet mit liv og mig selv. Og nu, hvor de også har taget mine børn, kan jeg slet ikke tænke klart.

Jeg føler, jeg er fanget i min egen lejlighed og ved at blive sindssyg. Jeg har svært ved at komme ud, og jeg ved ikke, hvor jeg kan få hjælp?

De bedste hilsner

Dennis

 

Kære Dennis
Det lyder til, du har det rigtig skidt. Du skal have noget kvalificeret hjælp. Du skal henvende dig på psykiatrisk skadestue, næste gang du får det så skidt, at du overvejer at tage dit eget liv.

Det lyder, som om du har slidt dit netværk op, og at du derfor er overladt med den støtte, du kan få via det offentlige.

Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
 

Nogle gange er det desværre ikke optimalt, som i dit tilfælde. Du bør derfor søge hjælp uden om jobcenteret, der kun kan tilbyde dig mentorstøtte.

Du bør henvende dig til din egen læge og her få en henvisning til en speciallæge.

Derudover kan du henvende dig telefonisk til psykiatrifonden.dk, eller du kan søge hjælp via komvideremand.dk. Det vigtigste er, at du opsøger noget hjælp, så du ikke ender med at isolere dig i så lang tid, at du bliver rigtig syg af det.

Du bliver nødt til at dele dine tanker med andre mennesker. Folk, der ikke er dine venner, din familie eller en tilfældig fra kommunen.

Det er vigtigt, du finder et sted og nogle fagpersoner, der har tid, lyst og overskud til at hjælpe dig videre i din livskrise.

Jeg håber, du kan bruge min råd ellers skriv til mig igen!

De bedste hilsner fra Puk

Noter

Social isolation er, når et menneske trækker sig fra interaktion med andre. Social isolation kan bidrage til eller være forårsaget af psykiske lidelser hos mennesker.

50 procent stiger risikoen for sygdom og tidlig død, hvis man mangler et netværk. Det viser forskningen.

5000 danskere dør hvert år uden familie eller venner omkring sig.