Jeg skal ikke i kirke i Kolding

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro går en gang om ugen medierne og medie-debatten efter i sømmene

Biskop Marianne Christiansen, Haderslev Stift, oplevede modstanden mod kvindelige præster på tætteste hold, nemlig fra sin far. Han blev klogere, fortalte hun til TV2. Foto: Mikkel Berg Pedersen
Biskop Marianne Christiansen, Haderslev Stift, oplevede modstanden mod kvindelige præster på tætteste hold, nemlig fra sin far. Han blev klogere, fortalte hun til TV2. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Juleaftensdag gik jeg en tur alene med det formål at blive frisk i hovedet og klar til aftenens festligholdelse.

Skæbnen ville, at jeg gik forbi en af nabolagets smukke kirker, netop da en masse mennesker var på vej ind til julegudstjeneste.

Uden at tænke over det sivede jeg med i strømmen og endte som spontan gæst i Guds hus. Det var en sjælden oplevelse for mig, og den var god.

Jeg nød samværet, genkendelsen af salmerne, det smukt syngende kor og præstens fine prædiken. Hun havde noget på hjerte, som gav anledning til refleksion.

Jeg tænkte på vej ud, at kirken er et medie, jeg skal til at dyrke noget mere. At det er ligesom at få læst en god klumme op i behagelige omgivelser. Det kunne være et nytårsforsæt kombineret med mindre forbrug af tidsrøveren Facebook.

Nogle dage senere bragte TV2 historien om, at otte procent af de mandlige folkekirkepræster ifølge en rundspørge er modstandere af kvindelige præster.

En af dem er sognepræst i Kristkirken i Kolding, Per Damgaard Pedersen. Han fortalte, at han har det bedst med at sidde på tilskuerrækkerne, når en kvindelig præst bliver ordineret, for han vil ikke stå og være med til at overdrage embedet til kvinder. Han mener nemlig ikke, det passer med kirkens historie.

Her tænker han formodentlig bl.a. på Paulus' ord om, at det er usømmeligt for en kvinde at tale i en menigheds-forsamling. Hvis de vil vide noget, kan de gå hjem og spørge deres mænd, skrev apostlen.

Nogen burde indskærpe over for Damgaard og hans mandlige meningsfæller, at vi ikke længere lever på Paulus' tid. Men det bliver ikke kirke- og kulturminister Mette Boch, der kommer til at gøre det, kan jeg forstå.

I TV2's indslag sagde hun, at hun da undrer sig over de pågældende præsters synspunkt, men at forskellige bibelsyn kan trives i den rummelige danske folkekirke.

Jeg må indrømme, at det er en rummelighed, jeg har svært ved at rumme. Jeg betaler kirkeskat og således også en del af lønnen til disse mænd, som har en diskriminerende holdning til kvinder på basis af flere tusind år gamle skrifter.

Jeg er med til at give dem en platform, og det har jeg det ærlig talt skidt med.

I min juleferie læste jeg Sara Omars roman 'Dødevaskeren', som giver et uhyggeligt indblik i, hvilke rædsler religion kan blive brugt til at retfærdiggøre. Den handler især om, hvordan kvinder mishandles og endda dræbes af gerningsmænd, der har Koranen i hånden.

Dette tåler naturligvis ingen sammenligning med visse danske præsters principielle modstand mod kvindelige præster. Men i en tid, hvor modige kvinder som Sara Omar er med til at åbne vores øjne for den horrible kvindeundertrykkelse, der foregår i andre kulturer, så skammer jeg mig over, at min egen vestlige religion skæmmes af disse synspunkter.

Den tidligere direktør for Kvinfo Nina Groes skrev på Twitter om en barndomsoplevelse, der satte sig dybt i hende.

Hun var ti år, da hun så en mandlig præst på Fyn nægte at give hånd til hendes mor, som var den første kvindelige præst i sognet. Der i kirken traf hun en beslutning om, at det skulle der ændres på.

Den kamp er ikke slut endnu, konstaterede hun i forlængelse af TV2's rundspørge.

Da der ikke er nogen, der trækker stikket og så at sige inddrager de diskriminerende præsters 'sendetilladelse', så må det blive det lange, seje træk.

Jeg står ved mit nytårsforsæt og vil bruge kirken mere. Som et alternativt medie, hvor jeg heldigvis selv kan vælge kanaler.

Skulle jeg en dag komme forbi kirken i Kolding, går jeg videre.

268 kommentarer
Vis kommentarer