Jeg stemte på Venstre i protest

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro går en gang om ugen medierne og medie-debatten efter i sømmene

'Brexit's far', Nigel Farage, har en pointe, som det vil være dumt af medierne ikke at lytte til. Foto: Alastair Grant/AP
'Brexit's far', Nigel Farage, har en pointe, som det vil være dumt af medierne ikke at lytte til. Foto: Alastair Grant/AP

Jeg stemte på Venstre i protest

Da jeg var ung journaliststuderende, blev jeg slået af den uudtalte konsensus, der bandt den store gruppe af mine medstuderende sammen. Det lå i luften, at vi alle sammen havde de rigtige holdninger, og de rigtige holdninger befandt sig til venstre for Socialdemokratiet.

Jeg var 19 år og havde ingen idé om, hvor jeg stod politisk, men jeg kunne til gengæld mærke et stærkt ubehag ved den indforståethed, der herskede.

I protest stemte jeg på Venstre ved førstkommende folketingsvalg. Jeg sagde det ikke til nogen, for jeg havde ikke rigtig nogen politiske argumenter, og jeg var for meget en kylling til at gå op imod 'de rigtige meninger'. Til gengæld frydede jeg mig i mit stille sind over trods alt at have gjort oprør.

Forleden stod en eksponent for 'den forkerte mening' på scenen til en konference i København og talte dunder til danske og udenlandske mediefolk. Nemlig 'Brexits far', Nigel Farage, som i mange år var formand for det stærkt EU-kritiske parti Ukip.

Ifølge fagmediet Journalistens referat anklagede han medier i både Europa og USA for at have fejlet i dækningen af emner som EU, islamisme og klimaforandringer. Han hævdede, at medierne kun lytter til den ene side af debatten.

'Det, der fik Brexit til at ske, og som fik Trump valgt, var, at en masse almindelige mennesker, som normalt aldrig stemmer, fik nok og besluttede at stemme for en forandring', sagde Farage, ifølge Journalisten.dk.

Han anførte, at det er naturligt, at befolkningen vender de etablerede - og i hans optik ensidige - medier ryggen og søger internettet:

'Jeg kunne ikke eksistere uden internettet, Ukip kunne ikke være vokset så stort uden Youtube. I 2007-08 var chancerne for, at de nationale medier ville dække det, jeg sagde i Europa-Parlamentet, lig nul. Jeg kunne ikke få mediedækning. Derfor brugte jeg internettet til at nå ud til befolkningen’.

Det er ikke Farages dundertale, der gør mig en anelse forstemt.

Det er, at han først og fremmest blev mødt med skepsis fra salens internationale mediechefer.

En sagde, at Farage var en karikatur på populismen. En anden gik i debat med Farage om, hvorvidt det er flygtninge eller migranter, der rejser ind i Storbritannien.

Jeg sidder en anelse målløs tilbage efter at have læst Journalistens artikel. Hvorfor begyndte dele af forsamlingen at diskutere politik med manden i stedet for at lytte til hans mediemæssige pointe?

Jeg begynder at mærke samme snigende ubehag, som det jeg indledningsvis beskrev i denne klumme.

Vi kan kun håbe på en ny generation af journalister, som fatter, hvad der foregår.

Til dem vil jeg sige: Hvis I kan mærke, at jeres iver efter at mene noget rigtigt om alting i hele verden bliver større end jeres iver efter at afdække, hvad folk i almindelighed mener noget om og bekymrer sig om, så er den gal. Så er I ved at miste jeres journalistiske faglighed.

Ingen kan i hvert fald komme og sige, at populisterne ikke advarede os.

109 kommentarer
Vis kommentarer