Jeg troede forholdene i Danmark ville være gode: Men de er kummerlige

Alessandro Annoni laver næsten hver dag mad til 500-600 metroarbejdere i Danmark. Men forholdene er kummerlige, fortæller han

Pastaen flyver gennem lokalet, mens køerne strækker sig langt ud af de små containere.

Imens har Alessandro Annoni travlt. Meget travlt. Italieneren arbejder hver dag med at lave mad til de hundredvis af mennesker, der er i fuld gang med at bygge en ny metro-cityring til København.

De neongrønne veste står artigt i kø, tager deres mad, sætter sig, spiser og rejser sig til sidst for at tage videre.

Men ifølge kokken Alessandro Annoni er noget ravende galt.

I flere måneder har italieneren klaget over de umulige forhold, men ifølge ham bliver der intet gjort.

- Hvis Arbejdstilsynet kom herud, så ville de lukke det ned med det samme. Her er kummerlige forhold. Eksempelvis har vores pastakoger skabt problemer i ugevis, men der bliver ikke gjort noget. Vandet pibler ud af røret, siger Alessandro Annoni til Ekstra Bladet.

 

Mens røret pibler og pastaen koger får Alessandro løbet en halvmarathon. Mellem journalistens spørgsmål skal pastaens gøres klar, den knap så hjemmelavede tomatsovs varmes og brødet slæbes frem og tilbage.

I mellemtiden når Alessandro at vise os et andet og større problem. Få meter fra pastakogeren hænger en række små sedler. Her står '22 blacouts'.

- Hvad betyder det?

- Jamen det skal jeg sige dig. Alene i går gik strømmen 22 gange, og hver gang må vi om bagved og tænde det hele igen, selv om vi slet ikke må den slags, siger han til Ekstra Bladet.

 

Ved siden af hænger lignede sedler med andre numre, og det er blot en af de ting, der ryster italieneren.

- I Italien står det slemt til, men her i Danmark er det langt værre. Jeg er rystet over forholdene, siger Alessandro Annoni og slår opgivende ud med armene. Kun som italienere kan gøre det.

Også hygiejnen bekymrer Alessandro Annoni. I takt med, at metroarbejderne strømmer ind i kantinen, hober opvasken sig op, men der er ikke tid til at få ordnet sagerne løbende. Derfor står opvasken længe, mens Alessandro og de øvrige kantinemedarbejdere bager, koger og serverer. 

Ekstra Bladet har været i kontakt med ISS, der har skrevet følgende i et mailsvar:

'Vores medarbejderes sikkerhed og trivsel er vigtig for os, og derfor ser vi med stor alvor på denne sag. Vi er fuldt ud klar over, at der de seneste 14 dage har været ekstra tryk på i den pågældende kantine, fordi antallet af spisende gæster er forøget gradvist med 120 personer i perioden'

ISS roser medarbejderne og skriver, at de har tilføjet to personer til staben, mens opgaven er vokset.

'I perioden har vi desuden været i dialog med vores kunde om både tilpasning af udstyret i køkkenet og kapaciteten i spiseområdet, så det kan stå mål med de pludseligt ændrede forhold. Vi har i perioden gjort alt, hvad vi kunne for at få det løst hurtigt'.

Siden har virksomheden holdt et møde med medarbejderne, skriver de.

'Vi havde i 2017 en audit af arbejdsmiljøet, hvor den pågældende kantine bestod uden anmærkninger, og det er vores klare overbevisning, at den aktuelle situation ikke ville føre til en lukning af køkkenet, hvis Arbejdstilsynet kom på besøg', lyder det.

Se billeder fra reportagen herunder

 

287 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere