Jens døde pludseligt: Havde ikke fortilfælde af alvorlig sygdom

Overlæge: Pludseligt hjertestop sker ofte

Jens Petersens dødsfald kom bag på alle, fortæller Jan Wybrandt, der kender familien. Foto: Claus Bjørn Larsen
Jens Petersens dødsfald kom bag på alle, fortæller Jan Wybrandt, der kender familien. Foto: Claus Bjørn Larsen

59-årige Jens Petersen var ellers kommet godt igennem julen.

Men pludselig faldt han om og døde af et hjertetilfælde på sit arbejde. Det forklarer Jan Wybrandt, formand for aktieselskabet Slagteren ved Kultorvet i København, som Jens Petersen var indehaver af.

- Det er den bedste jul han har haft. Han har ikke været stresset og har været i godt humør, og det var han også i går morges, da han startede hjemmefra. Han jokede og tog afsted på arbejde, og så sker der pludselig det, at han falder omkuld inde i butikken og der bliver sendt bud efter ambulance med det samme. Men da de kommer, så konstaterer de altså, at der ikke er mere liv. Det går meget hurtigt, siger Jan Wybrandt til Ekstra Bladet.

Der var tale om et hjertetilfælde, og han ved ikke nøjagtigt, hvad Jens Petersen har fejlet, da han ikke er blevet obduceret, men der er nogle forskellige formodninger. 

Men han fortæller, at Jens Petersen ikke havde nogle fortilfælde af hjertesygdom.

- Overhovedet ikke. Det havde han ikke. Og han har været frisk hele julen igennem. Det er ubegribeligt. Det kommer bag på os alle. Jeg har jo kendt Jens i næsten 40 år, siger Jan Wybrandt, der kender familien.

Ekstra Bladet har talt med Jan Kyst Madsen, overlæge, dr.med. og speciallæge i kardiologi på Holbæk Sygehus og spurgt ham, hvad der kan være årsag til, at man pludselig kan falde om og dø af et hjertetilfælde.

Han mener, der kan være tale om en blodprop i hjertet eller ventrikelflimren (rytmeforstyrrelser fra hjertekamrene red.) Og det er arveligt.

- Kan man have symptomer før eller sker det bare lige pludseligt?

- Man har ofte symptomer først. Man har ofte nogle smerter i brystet. Men nogle gange opstår det fuldstændigt ud af det blå uden nogen symptomer. Det er lidt forskelligt.

- Så man kan ikke gøre noget for at modvirke det?

- Nej, det kan man ikke. Ikke andet end at leve sundt og undgå hjertesygdomme og undgå forkalkning, siger Jan Kyst Madsen.

Det gør man ved at spise sundt og dyrke motion regelmæssigt.

Overlægen fortæller, at den type dødsfald sker ofte. Hele ti procent af alle dødsfald skyldes den form for hjertestop. Og mange af dem kommer ganske pludseligt.

Man skal være ekstra opmærksom hvis nogen i familien har haft det. Det kan man gøre ved at holde øje med sit kolesteroltal og dyrke motion.

 

0 kommentarer
Vis kommentarer