Jensens Bøfhus i kamp mod 3F: Vil sætte ansatte ned i løn

Jensens Bøfhus og 3F er lige nu uenige om de ansattes løn

Jensens Bøfhus ønsker at sætte en række ansatte ned i løn. Det siger adm. direktør Anders Nikolaisen i denne video, der er sendt ud til de ansatte. Privatvideo

Jensens Bøfhus vil sætte en række af kædens ansatte ned i løn.

Det står klart, efter at Anders Nikolaisen, direktør i Jensens Bøfhus, har sendt en video ud til kædens 700 ansatte, hvori han slår fast, at nogle jobfunktioner skal have en lavere løn.

Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af videoen, som kan ses øverst, hvori han siger:

- For nylig har 3F tilbudt vores største konkurrent - restaurant Flammen - en mere moderne og tidssvarende overenskomst.

Lavere løn
- Skulle det ske, at vi efter 1. marts overgår til en ny overenskomst eller måske slet ingen overenskomst, fortsætter alle I, som er ansat i dag, på samme vilkår. Nye medarbejdere, som ansættes efter 1. marts, får Flammens vilkår. Det betyder, at nogle får en højere løn end de gastronomer, vi har ansat i dag, og nogle får en lidt lavere løn end de værtinder, vi har ansat i dag, siger han.

I 2018 solgte Palle Skov Jensen sit livsværk, Jensens Bøfhus, til en investorkreds. Det skete efter flere års økonomiske turbulens på baggrund af en retssag, hvor Jensens Bøfhus havde sikret, at en fiskerestaurant ikke måtte bruge Jensen-navnet - triumfen endte med en massiv boykot af kæden.

Danmarks rigeste
I dag er Jensens Bøfhus ejet af nogle af Danmarks rigeste. Blandt ejerne er de hamrende rige Georg Gundersen og Dorthe Fink Gundersen, der er ud af milliardærfamilien Gundersen, som har tjent styrtende på tobaksdynastiet Orlik.

Også mangemillionæren Enrico Krog Iversen, der tjente over 700 millioner kroner på salget af Universal Robots, er blandt ejerne, ligesom Hans Carl Bøgh-Sørensen, der er blevet hovedrig på medicinalvirksomheden Orifarm, er det.

Efter flere års kæmpe underskud har investorkredsen vendt bøtten i seneste regnskab, hvor der for første gang i en lang årrække var overskud.

Dermed er det faktisk lykkedes for investorkredsen at få gennemført en turnaround.

Cafeteria
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er parterne uenige om, hvorvidt Jensens Bøfhus kan opfattes som et cafeteria, hvor folk selv henter maden - det, man typisk gør på Flammen.

Eller om det er en restaurant, hvor der er tjenere. 3F kæmper for at beholde de ansatte på tjeneroverenskomst, mens Jensens Bøfhus vil have alle over på Flammens overenskomst, hvor alle har ens funktioner.

Jensens Bøfhus ønsker ikke at kommentere sagen, mens forhandlingerne er i gang. Det samme gælder 3F, der ikke ønsker at sige noget, så længe der er en åben forhandlingsmulighed.

600 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere