Jensens bøfhus lockouter medarbejdere

Jensens Bøfhus har lockoutet 25 medarbejdere

Jensens Bøfhus vil sænke lønnen for en række jobfunktioner. 3F stritter imod. Nu har kæden lockoutet en række ansatte. Arkivfoto: Jonas Olufson
Jensens Bøfhus vil sænke lønnen for en række jobfunktioner. 3F stritter imod. Nu har kæden lockoutet en række ansatte. Arkivfoto: Jonas Olufson

Restaurantskæden Jensens Bøfhus har i dag lockoutet alle de medarbejdere, der er medlem af fagforeningen 3F.

Det bekræfter kæden over for Ekstra Bladet.

- Vi har ligget i forhandlinger med 3F i næsten halvandet år, uden at vi er blevet enige. Og så er der procedure, som er nedskrevet i hovedaftalen og hovedoverenskomsten, og en del af den procedure er at lockoute, siger Anders Nikolaisen, adm. direktør, Jensens Bøfhus, og fortsætter:

- Vi har været til møde hos Forligsmanden for en uge siden, hvor der ikke kom noget nyt på bordet. Forligsmanden ser ingen grund til at udsætte konflikten, og det er derfor, at det træder i kraft nu. Jeg har tilbudt 3F for få dage siden, at hvis vi kan indgå Flammenoverenskomst, vil jeg afstå fra at afskedige nogen af mine 700 medarbejdere i denne corona-krise. Men det har de afvist.

Nedgang på 3200 kroner
Konkret er Jensens Bøfhus utilfreds med, at kæden ikke kan få samme overenskomst som 3F har indgået med konkurrenten Flammen.

Hvis Jensens Bøfhus kommer på samme overenskomst, vil det ifølge direktøren betyde, at nogle medarbejdergrupper vil gå op i løn, mens andre grupper i fremtiden vil blive ansat på en lavere løn end dem, der er ansat i dag.

Artiklen fortsætter under billedet

Anders Nikolaisen, adm. direktør, Jensens Bøfhus. Foto: Privat
Anders Nikolaisen, adm. direktør, Jensens Bøfhus. Foto: Privat
 

Ifølge 3F vil det dog for nogle medarbejdergruppe betyde en væsentlig lavere løn:

'Jensens Bøfhus har tjenere ansat. Det har Restaurant Flammen ikke. Hvis Jensens Bøfhus fik Flammnens overenskomst ville lønnen for en tjener falde 20 kroner i timen. Det svarer til 3200 kroner om måneden for en fuldtidsansat. Hertil kommer feriepenge og pension,' lyder det i et skriftligt svar fra Peter Lykke Nielsen, forhandlingssekretær, 3F Privat Service, Hotel og restauration.

'Jensens Bøfhus siger, at deres 'værtinder' ikke laver tjenerarbejde og derfor ikke skal have tjenerløn. 3F har derfor skrevet til Jensens Bøfhus og tilbudt at lade en dommer fra Arbejdsretten, som også er dommer i Højesteret, afgøre sagen. Det vi kalder en faglig voldgift. 3F har lovet at forpligte sig til dommerens afgørelse og ikke kræve tjenerløn, hvis dommeren siger, at arbejdet ikke er rigtigt tjenerarbejde. Jensens Bøfhus har ikke svaret os på den henvendelse, men i stedet iværksat lockout,' fortsætter Peter Lykke Nielsen.

Garanterer ansatte
Men Jensens Bøfhus synes, at præmissen er forkert, lyder det fra Anders Niklaisen.

- Den præmis, som 3F stiller op, er jeg ikke enig i. Man burde have opstillet en anden præmis, hvor man spørger, om der er skabt konkurrenceforvridende vilkår, og det har 3F ikke ønsket at medvirke til.

Direktøren er dog allerede begyndt at bruge Flammen-overenskomsten:

- Jeg har sagt hele vejen igennem, at med eller uden aftale med 3F, følger vi flammens overenskomst fra 1. marts. Dem der var ansat inden 1. marts beholder de vilkår, som de er ansat på, og dem der er ansat efter, er ansat på Flammen-overenskomst.

- Grunden til, at vi vælger at følge Flammens overenskomst, er, at jeg kærer mig om mine medarbejders vilkår, og så gør jeg det for at vise, at det ikke er en manøvre ud i at spare nogle penge. Det her er kun for at skabe en fair konkurrence med vores største konkurrent, siger han.

Ifølge Jensens Bøfhus er 25 medarbejdere blevet ramt af lockouten. 3F fortæller, at fagforeningen understøtter de berørte:

'Vores medlemmer får rådgivning og penge fra 3F. Penge får de sålænge konflikten varer. Herefter står det dem frit for enten at gå på dagpenge eller begynde at arbejde for Jensens bøfhus som før, bare på langt ringere løn- og ansættelsesvilkår end tidligere. Men alle skal jo have et arbejde. Vores medlemmer får også et indblik i hvor vigtigt det er, at alle på en arbejdsplads står i den samme fagforening. Det er kun i den situation, når man er mange organiseret, at man er stærk,' skriver Peter Lykke Nielsen.

Men ifølge Anders Nikolaisen vil de dog blive tilbudt at komme tilbage på samme vilkår, når konflikten er ovre:

- Jeg har også tilbudt de her 25 medarbejdere, der er havnet i den ulykkelige situation, at de bliver ansat på samme vilkår som inden lockouten. Der er ikke nogen af mine medarbejdere, der skal stå uden arbejde på grund af lockout eller corona-krise, med mindre de selv vælger det.

Se også: Jensens Bøfhus varsler lockout

Se også: Frygter for sit job hos Jensens Bøfhus

Jensens Bøfhus ønsker at få en række ansatte ned i løn. Foto: Jonas Olufson Samfund - 13. feb. 2020 - kl. 19:32 Jensens Bøfhus i kamp mod 3F: Vil sætte ansatte ned i løn

585 kommentarer
Vis kommentarer