Jette fra 'Ensom midt i livet': Dating er dødsygt

Jette fra 'Ensom midt i livet' har lagt internetdating på is, og Allan har accepteret følelsen af at være alene en gang imellem

Allan fra Djursland arbejder til dagligt som pedel (Foto: DR)
Allan fra Djursland arbejder til dagligt som pedel (Foto: DR)

Jette på 48 år, Allan på 45 og Lars på 50 år har i aften brudt med et stort tabu. De har fortalt om, hvordan det føles at være ensom for offentligt skue i første program af tre på DR1, 'Ensom midt i livet'.

Spørgsmålet er dog nu: Hvordan er det mon gået deltagerne, siden optagelserne kom i kassen? Det svarer Allan og Jette på her.

- Jeg har lært at acceptere ensomheden og kan nu sige til mig selv, at det er ok. Det at være med i programmet har gjort den accept lettere for mig, fordi jeg har mødt en større forståelse, og kan nu selv forstå og mærke, at jeg ikke er alene og ikke er en underlig snegl, der behøver gå langs væggene, siger Allan på 45 år fra Djursland.

Allan fortæller også, at han har det godt, men han vil ikke afsløre for meget, fordi der stadig er to programmer tilbage af serien.

- Men følelsen af ensomhed har ikke rigtig været der siden, siger han.

'Dating er dødsygt'
Jette fra Sønderjylland kan stadig godt mærke ensomheden komme på besøg nogle gange.

- En sjælden gang imellem, når det er rigtig slemt, kan jeg da stadig godt græde mig i søvn. Men jeg vågner altid frisk op dagen efter, og på den måde, tror jeg, det er rigtig sundt at få ladet batterierne op med en tudetur, siger Jette til Ekstra Bladet.

Hun lægger dog ikke skjul på, at det nok ville være anderledes, hvis hun havde en kæreste.

- Jeg driver jo en virksomhed, og jeg ville da gerne, at der var en, der stod på sidelinjen og støttede mig. Det kunne da være fedt, hvis der var en, der ville lytte lidt og slå en i røven og sige 'det går nok alt sammen'.

- Omvendt er det jo fint nok, at man ikke skal servicere en mand med mad en aften, hvis man selv skal ud, siger Jette.

- I programmet ser vi, at du opretter en profil på en side for netdating. Har der været held med det?

- Ja, men det der dating er dødsygt. Det er noget, man gør i hysteri, og man kommer ingen vegne med det. Han skal stå der på den hvide hest i stedet. Men jeg bruger det heller ikke nok. Nej, det er noget, man gør i desperation, og så bliver man klippet og får striber i håret og tænker, at det er løsningen.

Jette driver til dagligt et økologisk landbrug i Sønderjylland (Foto: DR)
Jette driver til dagligt et økologisk landbrug i Sønderjylland (Foto: DR)

- Men til sidst er man ved at brække sig ved tanken om det, og det kan gøre en endnu mere deprimeret. Derfor er datingen på nettet sat lidt på pause, og egentlig fyldte det aldrig rigtig meget, siger Jette ærligt.

Lettere at være alene
Allan fra Djursland blev skilt for syv år siden, og fortæller i programmet, at der siden har været et par kærester, men at det er nemmere at lade være med at finde en ny, fordi han så er sikker på ikke at blive såret.

- Det er efter de kærester, der nu har været efter skilsmissen, at jeg har fået følelsen af ikke at turde kaste mig ud igen. Så er det lettere at være alene end at blive såret, siger Allan til Ekstra Bladet.

- Men du skriver også med en dame på nettet, som du aldrig har mødt. Hvorfor mødes I ikke?

- Jamen vi er bare Facebook-venner. Vi deler dagligdagsting og har ikke behov for at møde hinanden. Vi har aldrig haft den forventning til hinanden, at vi skulle være mere, end det vi er, og det er rart, fordi vi så heller ikke behøver at forholde os til hinanden sådan rigtigt. Vi kan bare læsse af over for hinanden, siger Allan.

Du kan følge Allan, Jette, Lars og endnu en medvirkende, Helle, de næste to onsdage på DR1.

1 af 2 Jette fra Sønderjylland driver til dagligt et økologisk landbrug (Foto: DR)
2 af 2 Allan fra Djursland arbejder til dagligt som pedel (Foto: DR)
41 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere