Jørn fik golfbold i hovedet: - Jeg så måner og stjerner

48-årig fynbo så stjerner og måner, men slap heldigt fra en fuldtræffer på kæben under førstedagen på Dyne-Larsens store Made in Denmark-turnering

48-årige Jørn Møller Larsen hageparti skifter nok farve til blå og gul de kommende dage efter den klokkerene fuldtræffer. Bag ham ses golfbolden ligge i græsset. Foto: René Schütze
48-årige Jørn Møller Larsen hageparti skifter nok farve til blå og gul de kommende dage efter den klokkerene fuldtræffer. Bag ham ses golfbolden ligge i græsset. Foto: René Schütze

48-årige Jørn Møller Sandbæk fra Odense slap heldigt fra mødet med en hårdtslående golfbold, da han torsdag blev ramt klokkerent på hagen ved 1. hul på Dyne-Larsens store Made in Denmark-turnering i Silkeborg.

Jørn Møller Sandbæk, som havde lejret sig i en stol lidt uden for greenen, havde netop taget sin kikkert fra øjnene efter at have fulgt den britiske golfspiller Charlie Fords hvide slagkugle fra tee-stedet godt 180 meter væk.

- Jeg kunne ikke se den længere, så jeg fjernede kikkerten og kiggede ned et lille øjeblik. I det samme sagde det så ellers bang, da den ramte mig lige midt på hagen. Jeg så måner og stjerner.

- I begyndelsen gjorde det meget ondt, men det gik over igen, sagde fynboen, der var til mestergolf sammen med sin søn.

- Det må du undskylde
Havde Jørn Møller Larsen kigget opad i stedet for, var han blevet ramt lige midt i ansigtet.

Da den professionelle golfer Charlie Ford få minutter senere skridtede hen over greenen for at lede efter sin bold, beklagede han over for Jørn Møller Larsen.

- Ramte jeg dig? Det må du undskylde, sagde han og gav fynboen hånden.

Præmier for 11,2 mio.
Milliardæren og golf-entusiasten Lars Larsens store golfshow, der er en del af Europa Tour, glimter af stjerner. På plakaten står navne som eksempelvis den lokale golfhelt Thomas Bjørn, den stærkt kulørte og underholdende amerikaner John Daly og britiske Lee Westwood, der er tidligere nummer et på verdensranglisten.

Sammen med resten af feltet kæmper de om en samlet præmiesum på 1,5 mio. euro svarende til 11,2 mio. kroner. Hvilket dynemilliardær Larsen åbenbart selv synes er for sølle. Så til næste år vil puljen være fordoblet til 22,4 mio. kroner.

Med bopæl få kilometer fra banen var det Dyne-Larsens selv, sønnen Jakob Brunsborg og barnebarnet Christian, der åbnede ballet onsdag ved at spille mod udvalgte kendisser som f.eks. Bokse-Brian Nielsen, håndboldstjernen Lars Christiansen. Og selvfølgelig Danmarks mest vindende golfspiller, Thomas Bjørn, der er kaptajn på det europæiske Ryder Cup-hold.

Thomas Bjørn. Foto: René Schütze
Thomas Bjørn. Foto: René Schütze

Turneringens første dag begyndte fugtigt, men først på eftermiddagen kom en opklaring ind over golfbanen, hvor der er rejst en enorm teltby med cafeer, barer og butikker med golfudstyr og alt muligt andet.

Gummidyr hitter
Og ind imellem fine telte med kostbare golfkøller og fancy modetøj ligger en lille bod, hvor de sælger små Birdie-ænder.

Det lille pivedyr, som man giver et par tryk, når nogen laver en birdie på banen, er på rekordtid blevet et kæmpehit blandt tusindvis af danske golfspillere i alle aldre. Salget går til fordel for Kids Aid og sygdomsramte børn.

Christian Lund sælger ænder. Pengene går til et godt formål. Foto: René Schütze
Christian Lund sælger ænder. Pengene går til et godt formål. Foto: René Schütze

Ekstra Bladet løb på Birdie And-sælger Christian Lund, Aarhus, der i løbet af formiddagen havde solgt omkring 500 af de små gummidyr.

- De går som varmt brød, og det glæder mig virkelig. Da min egen datter var indlagt til behandling for kræft, nød hun virkelig af få besøg af Kids Aid, når hun havde mest brug for det, fortalte den travle sælger.

 

***

100.000 tilskuere

Det er første gang, Silkeborg Goldklub lægger græs til Made in Denmark.

Forventningen er omkring 100.000 tilskuere. Tidligere blev turneringen spillet på Lars Larsens eget golfcenter ved Aars i Himmerland. Men fordi Region Nordjylland i fjor droppede et tilskud på fem mio. kroner, blev Lars Larsen sur og flyttede det enorme golfshow til hjembyen Silkeborg.

Her takkede Borgmester Steen Vindum (V) straks i form af en kommunalt tilskud - på fem. mio. kroner.

1 af 3 I en alder af 47 år er Thomas Bjørn publikums suveræne favorit på Made in Denmark. Alle Bjørn'ens slag følges med næsegrus beundring fra fanskaren. (Foto: René Schütze)
2 af 3 Christian Lund har rivende afsætning på sine Birdie-ænder fra Kids Aid, som er blevet en slags maskot for tusinder af golfspillere. Salget går til gode oplevelser for sygdomsramte børn: - Min lille datter nød at få besøg af Kids Aid, da hun var syg, fortæller han. (Foto: René Schütze)
3 af 3 48-årige Jørn Møller Larsen hageparti skifter nok farve til blå og gul de kommende dage efter den klokkerene fuldtræffer. Bag ham ses golfbolden ligge i græsset. Foto: René Schütze
47 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere