John mistede sin kone: En uge efter fandt han hemmeligt billede

- Da jeg så billedet, blev jeg glad og ulykkelig på samme tid

Foto: John Polo.
Foto: John Polo.

33-årige John Polo og hans kæreste Michelle blev gift i hast tilbage i 2013, da Michelle var alvorligt ramt af kræft i nyrerne.

Det amerikanske par valgte i første omgang at få en borgerlig vielse, og så ville de holde det store bryllup, når Michelle var i bedring.

Men hun nåede aldrig at gå ned ad kirkegulvet i sin brudekjole.

30-årige Michelle døde i januar 2016 - bare to uger, før den store bryllupsfest skulle finde sted.

Det skriver den amerikanske nyhedsstation Today.

Jeg græd og grinte
En uge, efter Michelle var død, bladrede John Polo igennem billederne på sin kones telefon. Her fandt han et billede, som Michelle havde taget i smug - nemlig et billede af sig selv i brudekjolen.

Et syn, som John Polo først måtte få, den dag parret skulle giftes.

Liselotte mistede sin søn: - Jeg vidste, det ville ende med drab

- Jeg lå i vores seng og kiggede for første gang i hendes telefon. Da jeg så billedet, blev jeg glad og ulykkelig på samme tid, men mest af alt var jeg stolt af min kone. Jeg græd og grinte på samme tid, siger John Polo nu til Today.

Efter Michelles død har John Polo forsøgt at hjælpe andre personer, der står i samme situation som ham. Men selv om, hun døde i januar 2016, er det først nu, John Polo deler sin historie om billedet, han fandt på telefonen.

- Jeg elsker, at alle får lov til at se hende i kjolen, for det ville hun have elsket, fortæller han til Today.

Parret mødte hinanden for 15 år siden, da de gik i gymnasiet. De blev kærester, men gik fra hinanden, og Michelle fik derefter en datter med en anden mand. I 2011 blev Michelle og John Polo igen forenede og var sammen indtil hendes død.

Michelle blev så syg, at hun til sidst flyttede ind på et hospice. Hun var bange for, at hun ville blive glemt, efter hun var død, og John Polo startede derfor en blog for at ære hendes minde.

- Jeg vil gerne sprede budskabet om, at du kan overleve en sorg. Jeg tror, jeg er beviset på det. Og når du har overlevet det, kan du leve igen. Du kan smile igen.