Johnson med løftet pegefinger til Putin

Britisk premierminister møder præsident Putin, som bliver mindet om hensynsløst forsøg på at dræbe eksspion

Putin sagde i forbindelse med giftangrebet, at han ved, hvem der står bag.

Boris Johnson, har søndag haft et møde med Ruslands præsident, Vladimir Putin. Her lader den britiske premierminister forstå, at en normalisering af forholdet mellem de to lande ikke lige er på trapperne.

Det vil først ske, når Rusland hører op med sine "destabiliserende aktiviteter".

De to mødtes på sidelinjen af et fredsmøde for Libyen, der blev holdt i den tyske hovedstad, Berlin, søndag.

En talskvinde for Johnson henviser til Ruslands forsøg på at myrde den afhoppede dobbeltagent Sergej Skripal og hans datter i 2018. Angrebet med en farlig kemisk substans skete i den engelske by Salisbury. Begge overlevede.

- Han gjorde det meget klart, at der ikke er nogen ændring i den britiske holdning til Salisbury, som var et hensynsløst forsøg på at myrde uskyldige mennesker på britisk jord, siger talskvinden.

- Han fortalte, at et sådant angreb ikke må gentages.

- Premierministeren sagde, at der ikke vil ske en normalisering af vores gensidige forhold, før Rusland holder op med de destabiliserende aktiviteter, som truer Storbritannien og vores allierede og undergraver vores borgeres sikkerhed og vores kollektive sikkerhed, siger hun.

De britiske myndigheder er overbevist om, at Ruslands hemmelige tjenester stod bag forsøget på at dræbe Skripal. Han var tidligere flygtet til England og havde bosat sig i byen Salisbury.

Selv om britisk politi ved, hvem de russiske gerningsmænd var, så nægter Rusland at udlevere dem.

/ritzau/Reuters

62 kommentarer
Vis kommentarer