Jokeren til kamp mod plastikposer

'Den Gale Pose'-rapper slår sig sammen med politiker i ny musikvideo med et grønt budskab

Jesper 'Jokeren' Dahl har igen været en tur i studiet for at lave ny musik. Denne gang er 'Den Gale Pose' dog byttet ud med en grøn. Video: Sikandar Siddique

Nu er der godt nyt, hvis man savner Jesper 'Jokeren' Dahl som frontmand for rap-gruppen 'Den Gale Pose', der havde sin storhedstid ved årtusindeskiftet.

Rapperen er nemlig vendt tilbage i en ny musikvideo, hvor han i selskab med folketingskandidat Sikandar Siddique (Å) går til kamp mod danskernes forbrug af plastikposer.

Og der er i den grad brug for at skabe opmærksomhed om de problemer, som plastik medfører for klimaet, lyder det fra den københavnske rapper.

På vej mod katastrofe
I en mail til Ekstra Bladet lægger Jokeren ikke skjul på, at han mener, at der skal gøres mere i forhold til den grønne omstilling, hvis en fremtidig klimakatastrofe skal afværges.

'Jeg var allerede meget optaget af modsætningerne i den grønne omstilling, som klimakrisen ubønhørligt kræver af os, og selve menneskets natur, både som kunster og privatperson... Jeg mener, at Danmarks eneste reelle chance for at gøre en forskel på verdensplan er at støtte det eneste parti, som har klimaet som første, anden og tredje prioritet, nemlig Alternativet', skriver han blandt andet.

'i Danmark er så velstillede og veluddannede at alle vel må kunne indse, at innovation, menneskets tilpasningsevner og sund fornuft er det eneste, som kan redde os fra en total katastrofe. Så jeg er taknemmelig for at Sikandar tager fat i mig og de andre fra DGP (Den gale pose, red.), og at vi sammen kan slå et slag og minde folk om det indlysende', uddyber rapperen.

'Den grønne pose'
Folketingskandidaten fra Alternativet er ikke bleg for selv at spytte et par rim i videoen, der er skrevet over 'Den Gale Poses' største hit 'Spændt op til lir'.

- Budskabet her er: Lad være med at købe flere plastikposer, 'den grønne pose' er den pose, du allerede har, forklarer Sikandar Siddique, da Ekstra Bladet fanger ham på telefonen.

- Lad være med at producere flere plastikposer, majsposer og stofposer. Lad os nu bruge ALLE de poser, der er i omløb i verden. Når vi så ikke har flere, kan vi snakke om, hvad vi så skal gøre i stedet for.

Med videoen håber duoen, at de kan få danske forbrugere til at blive mere bevidste om, at man ikke behøver købe nye plastikposer hver gang, man er ude for at handle.

I stedet opfordrer de til, at man bruger de poser, man allerede har liggende derhjemme.

Fra gal til grøn
Idéen til musikvideoen fik Sikandar Siddique, da han undersøgte, hvad den 'grønneste' pose, man som forbruger kan gøre brug af, er.

- Hver gang jeg tænkte 'Den Grønne Pose', blev navnet 'Den Gale Pose' ved med at dukke op i mit hoved, fortæller Sikandar Siddique, som selv er livslang fan af den legendariske danske rapgruppe.

- Så jeg kontaktede Jokeren, som er virkelig 'hooked up' på den grønne omstilling og gerne vil gøre noget for den. Jeg fortalte ham, at jeg gerne vil omskrive hans nummer, og han synes, at det var en skide god idé.

Egentlig var det planen, at Jokeren alene skulle stå for at rappe i videoen, men det ville han ikke høre tale om:

- Jokeren sagde egentlig til mig: 'Ved du hvad, det er så fedt et projekt, at jeg støtter dig hele vejen. Jeg rapper den for dig', fortæller Sikandar Siddique.

- Da jeg mødes med ham næste gang, siger han: 'Jeg har tænkt over det. Jeg vil ikke rappe det. Det er dig, der rapper det, og så synger jeg med på omkvædet'.

Som sagt så gjort. Se den øverst i artiklen.

70 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere