Jordet af kommunen

Slut med havehygge for Lilian og Finn Pedersen, efter de har fået en seks meter høj mur af jord som nabo

Lilian og Finn Pedersen er nabo til jordvold. Video: Ernst van Norde

Et dejligt otium i deres hjem gennem 50 år har ændret sig til et mareridt for ægteparret Lilian og Finn Pedersen i landsbyen Stevnstrup ved Randers.

På det seneste er parret blevet nabo til en seks meter høj mur af jord, som er etableret få meter fra deres baghave i udkanten af Stevnstrup. Bag jordvolden ligger en virksomhed, der blandt andet forarbejder betonaffald, og den virksomhed skal blive liggende.

Den officielle forklaring på den flere hundrede meter lange støjvold af opgravet jord er, at der skal bygges boliger. Disse boliger ligger imidlertid flere hundrede meter fra ægteparret Pedersens hjem.

- Haven har altid været vores åndehul hele året. men nu bryder vi os faktisk ikke om at være her, siger Lilian og Finn Pedersen. Foto: Ernst van Norde
- Haven har altid været vores åndehul hele året. men nu bryder vi os faktisk ikke om at være her, siger Lilian og Finn Pedersen. Foto: Ernst van Norde

En ond drøm
- Det er som en ond drøm. Vi forstår ingenting. Fra den ene dag til den anden er vores dejlige hjem blevet ødelagt. Vore protester er blevet tromlet flade.

- Vi har altid elsket af opholde os i haven, men det er slut nu, fortæller Lilian Pedersen. Hendes stemme kan knap nok overdøve en gravemaskine, der - på en lørdag - bygger løs på den kæmpemæssige jorddige.

Finn Pedersen fortæller, at støjvolden er fuldstændig ligegyldig og overflødig. Industrigrunden bag parrets ejendom husede tidligere  imprægneringsfabrikken Collstrup, som efterlod en kraftig jordforurening med bl.a. tungmetaller.

Firmaet producerede tusindvis af telefonpæle af træ til det daværende Jydsk Telefon, jernbanesveller til DSB og andre imprægnerede træprodukter såsom stolper og havehegn.

Udstykning på giftgrund
Den nye ejer Collstrup-grunden producerer blandt andet flisebelægninger, men har fået lov til at udstykke omkring en tredjedel af industrigrunden til en boligprojekt.

Til den anden side har en af Østjyllands kendte lokalpolitikere, Gert Bjerregaard (V), de senere år opført 23 rækkehuse, hvoraf de ni også har naboskab til en stejl jordvold, som går helt tæt på skel.

- Det er mig en gåde, at kommunen overhovedet har tilladt, at der fortsat kan drives ny virksomhed på en forurenet grund - endda lige midt i et udstykningsområde til boliger, siger 73-årige Finn Pedersen.

Få meter fra Lilian og Finn Pedersens hjem gennem 50 år lægger entreprenørmaskiner metervis af forurenet jord på den høje støjvold. Foto: Ernst van Norde
Få meter fra Lilian og Finn Pedersens hjem gennem 50 år lægger entreprenørmaskiner metervis af forurenet jord på den høje støjvold. Foto: Ernst van Norde

Huspris er ødelagt
Den massive jordvold har ikke blot ødelagt udsynet fra parrets hjem, men også forringet boligens værdi.

- Vi havde jo regnet med at kunne få en god pris for vores hus, når det en gang skal sælges.

- Men det håb er fuldstændig slukket nu, siger parret.

Den famøse jordvold er skitseret på en kommunal lokalplan over området.

Ekstra Bladet har via mail og sms været i forbindelse med Christian Brøns (V), der er formand for Udviklingsudvalget i Randers byråd. Han skrev i en sms i går, at han ikke kunne kommentere sagen i weekenden, men at mandag var en mulighed..

En ny forespørgsel straks efter reagerede Christian Brøns ikke på.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Jorden er giftig

Jordvolden rager godt op i landskabet. Foto: Ernst van Norde
Jordvolden rager godt op i landskabet. Foto: Ernst van Norde
 

De mange tusind kubikmeter jord i den flere hundrede meter lange støjvold, som omkranser den tidligere Collstrup-grund i Stevnstrup, er i vidt omfang skrællet af den nedlagte imprægneringsfabriks udendørs arealer.

Her har store mængder af lygtepæle og jernbanesveller i årtier ligget og dryppet af efter at være præpareret med forskellige kemiske imprægneringsmidler og tungmetaller.

Området er klassificeret som forurenet og udgør en af godt en halv snes andre tilsvarende miljøbelastede Collstrup-grunde i Danmark.

Skal ikke miljøvurderes
I følge en undersøgelse, som det daværende Aarhus Amt foretog for 12 år siden, er jordbunden forurenet med giftige stoffer som arsen, kobber og krom. Ikke desto mindre er det ca. seks hektar store område ikke blevet miljøvurderet.

Det er sket efter en såkaldt 'samlet vurdering' hos Randers kommune, står der i lokalplanen.

Såfremt den mangeårige industrigrund i Stevnstrup helt eller delvist skal udstykkes til boliger, skal der dog først ske en oprensning af arealet.

Det fremgår ikke, om dette betyder, at den selvsamme jord i stedet lovligt kan anvendes som fyld i en støjvold.

Ekstra Bladet ville gerne have haft en uddybende kommentar til disse miljøoplysninger, men som det fremgår andet sted på siden, ønskede formanden for byrådets Udviklingsudvalg, Christian Brøns (V), i går ikke at udtale sig.

157 kommentarer
Vis kommentarer