JP/Politikens Hus får nej til at købe Børsen

Mediehuset køber blot 49,9 procent af mediet for 400 millioner kroner

JP/Politikens Hus' direktør Stig Kirk Ørskov. (Foto: Mik Eskestad/Polfoto)
JP/Politikens Hus' direktør Stig Kirk Ørskov. (Foto: Mik Eskestad/Polfoto)

Konkurrencestyrelsen kan ikke godkende Bonniers salg af Børsen til JP/Politikens Hus. Derfor nøjes JP/Politiken med at købe 49,9 procent af aktierne i Børsen.

Det meddeler JP/Politikens Hus i en pressemeddelelse.

- Børsen er en af Danmarks stærkeste og mest veldrevne journalistiske virksomheder. Med dygtig ledelse og kompetente medarbejdere har Børsen de seneste år vist en imponerende udvikling. Vi havde gerne overtaget Børsen fuldt ud, men glæder os over, at vi nu bliver medejer sammen med Bonnier, siger administrerende direktør i JP/Politikens Hus, Stig Ørskov.

Aftalen er indgået i forlængelse af, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen efter langvarig behandling vurderer, at JP/Politikens Hus har en så stærk markedsposition på det danske dagbladsmarked, at en fusion mellem JP/Politikens Hus og Børsen ikke kan tillades.

Facebook og Google er ikke konkurenter
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderer, at hverken Facebook eller Google er konkurrenter til danske dagblade på annoncemarkedet, og at der i øvrigt kan afgrænses et marked, der udelukkende omfatter landsdækkende danske betalte dagblade på print.

Den vurderingen forstår Stig Ørskov ikke.

- Google og Facebook har på et årti erobret en tredjedel af det danske annoncemarked. De to virksomheder står i dag for en meget stor – og voksende – del af det danske medieforbrug. Til sammenligning ville markedsandelen for JP/Politikens Hus være gået fra 5 til 6 procent med en overtagelse af Børsen. Det er stærkt bekymrende, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen forhindrer danske medievirksomheder i at modgå den hårde udenlandske konkurrence. Og det på trods af, at de danske mediebureauer – dem der hver dag er i markedet for at købe annoncer for deres kunder – samstemmende har vurderet, at en fusion mellem JP/Politikens Hus og Børsen ikke vil påvirke konkurrencen på det danske annoncemarked negativt, siger Stig Ørskov.

24 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere