Jubel hos bryggerierne: Nu bliver dine bajere billigere

Bryggerierne vil lade afgiftsnedsættelsen på øl komme kunderne til gode

Afgiftsnedsættelsen er bare en lille del af den samlede Finanslov - vi kaster et blik på den her. Producer: Kristian Hansen

Øl bliver billigere.

Det står klart, efter at regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om finansloven. En del af aftalen er, at afgiften på øl og vin nedsættes med 70 millioner kroner. Hensigten er blandt andet, at danskerne bør købe deres bajere i danske butikker frem for at hente drikkevarer i grænsebutikker i Tyskland.

Og står det til de danske bryggerier, så skal afgiftsnedsættelsen komme kunderne til gode frem for at havne som ekstra fortjeneste hos bryggerierne eller detailhandlen selv, fortæller Louis Honoré, der er kommunikationschef i Bryggeriforeningen.

- Vi sender afgiftslettelsen videre krone for krone og øre for øre til vore kunder - detailhandlen, siger Louis Honoré til Ekstra Bladet.

Det er endnu uklart, hvornår afgiftsnedsættelsen slår igennem. Priserne for januar er ifølge Louis Honoré allerede aftalt med detailhandlen. Så vi skal formentlig et stykke ind i 2019, før det vil kunne mærkes.

Og hvor meget det konkret kommer til at betyde for prisen på en pilsner er også uklart.

- Jeg kan ikke stå og sige her og nu, hvad det kommer til at betyde for prisen på en pilsner eller på en stout. Men der bliver formentlig tale om øre frem for om kroner. Det er noget, vi begynder at regne på med det samme, siger Louis Honoré videre.

Danske bryggerier har ifølge Honoré længe rendt politikerne på dørene for at få sænket afgiften på øl.

I 2013 blev afgiften øget med 25 procent. Det kunne med det samme ses på omsætningen og på danskernes iver efter at handle ind syd for grænsen. Siden er afgiften blevet reduceret en smule. De 70 millioner kroner, der nu barberes af afgifterne, gør ifølge Honoré, at bryggerierne vil være tilbage på niveauet fra 2012.

- Vi havde gerne set en yderligere lettelse, men er godt tilfredse med at vende tilbage til normale tilstande, erklærer Louis Honoré.

Den endelige pris på øl i butikkerne er i øvrigt ikke noget, som bryggerierne alene bestemmer. Den fastsættes af detailhandlen.

- Det er klart, at forbrugere og politikere har en forventning om, at afgiftslettelsen kan ses ude på butikshylderne. Nu sænker bryggerierne alt andet lige priserne, og det forventer vi også, at butikkerne vil gøre, som de gjorde det med læskedrikke, forklarer kommunikationschefen.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen