Julehilsen fra Poul Madsen

 

Poul Madsen i godt selskab. Billedet er her - ikke overraskende - et af chefredaktørens yndlingsbilleder. (Foto: Jens Rosenfeldt)
Poul Madsen i godt selskab. Billedet er her - ikke overraskende - et af chefredaktørens yndlingsbilleder. (Foto: Jens Rosenfeldt)

Jeg elsker julen. Ikke pga. gaverne og alt den stress og jag, vi udsætter os selv for i dagene op til jul, men fordi det er det eneste tidspunkt på året, hvor vi accepterer en fuldstændig udokumenteret historie og oven i købet bruger den som udgangspunkt for årets største familiefest.

Vi ved jo godt, at hele historien om ham der Gud og hans søn Jesus er endnu dårligere dokumenteret end den mest fantasifulde landsbysladder. Men fred være med det. Gravergruppen her på Ekstra Bladet har fået fri, så både Jesus, Lars Løkke og Helle Thorning får fred for os i dag!  

Nu handler det om juleand, brunede kartofler, og om konen bliver glad for gaverne! Det er tid til at slappe af, og mine børn er mindst lige så spændte som alle andre børn i det her land. 

Så vi vil simpelt hen lade julefreden sænke sig her på Ekstra Bladet. 

Men det betyder ikke, at vi ikke arbejder for dig  i julen. Ekstrabladet.dk vil blive opdateret, sådan som du kender det, og papiravisen vil være sprængfyldt med gode historier – mange af dem har vi bare forberedt før jul, så vi ikke behøver være helt så meget på arbejde, som vi plejer. 

Og så har vi en ekstra lille julegave til dig i dag. Er du 'Mus eller mand' ? Ja, det er ikke mig, der spørger, men de to seje damer Suzanne Bjerrehuus og Karen Thisted der afgør sagen. I et helt nyt tv-program med premiere i dag hudfletter de to mændene. Det bliver garanteret ikke kedeligt.

Se med her på ekstrabladet.dk senere i dag eller gem julegodten, til når du har bedre tid. For det er jo en pointerne her hos os: Nyhederne får du, når de sker - tv kan du se, når du vil, og hvor du vil. Grib blot din mobil eller tablet, så har du Ekstra Bladet med overalt med både breaking news og TV.

Men der er også grund til at takke jer, der bruger ekstrabladet.dk. I er med os døgnet rundt, og det har gjort ekstrabladet.dk til danskernes absolut foretrukne nyhedssite. Ingen når os til sokkeholderne, takket være jeres interesse.

Vi håber, I også i det nye år vil blive tilfredse med det, I får retur. Vi lover jer at være hurtigst med nyhederne, men vi vil også være skarpest på sporten, bedst til at underholde og vagthunden, du kan stole på holder øje med magthaverne. Hos os får du nemlig hele pakken, og det kan vi blandt andet tilbyde, fordi du hjælper os med at holde øje. 

Tak for tusindvis af tip på 1224, det har ført til et utal af historier. En af de seneste var afsløringen af den nuværende regerings eksorbitante pensioner, som en læser bad os undersøge.

I har også hjulpet os med at hjælpe fattige danske familier. Tak for bidragene til Dansk Folkehjælp og Ekstra Bladets juleindsamling. Vi samlede i år så mange penge ind, at mere end 5000 fattige danske familier kan få en jul med flæskesteg, julegaver og et lys i mørket. Tak for hjælpen. Den betyder utroligt meget for disse familier. I skulle bare se de mange søde takkebreve og mails, jeg har fået.

Men i dag skal vi slappe af. Så kære Lars Løkke og Helle Thorning: I dag får I fred. Men fra i morgen bjæffer vi igen og bider os fast, når I bruger statskassen som tagselvbord til nyt tøj og fede pensioner.

Glædelig jul til alle.

0 kommentarer
Vis kommentarer