Har du haft lignende oplevelser? Så send en mail til cjd@eb.dk
En uhelbredelig kræftsygdom og kort levetid.
Det er ikke nok for Vejle Jobcenter til at lade Pia være.
Ekstra Bladet har tidligere fortalt historien om Pia, der er dødssyg, men alligevel kræves i arbejdsprøvning af jobcenteret.
Hendes sag vækker forargelse hos jurist og direktør i HumanRise Louise Schelde Frederiksen.
'Maksimalt presset'
Pia Rosgaard Find henvendte sig i maj 2022 til organisationen HumanRise, der varetager juridiske opgaver i jobcentersager hos sygdomsramte.
Louise Schelde Frederiksen har overtaget sagen på vegne af Pia, og hun er både juridisk og menneskeligt forarget over, at Vejle Jobcenter har fjernet hende fra standby-ordningen og vil have hende i arbejdsprøvning.
Artiklen fortsætter under billedet ...
- Hun har i henhold til de lægelige udtalelser kun sporadiske kræfter tilbage og er i forvejen maksimalt presset på daglige gøremål.
- Lægerne har ligeledes skriftligt meddelt Vejle Kommune, at Pia har forventet kort restlevetid. Arbejdsprøvning må derfor betragtes som ganske formålsløst og ikke mindst absurd, siger Louise Schelde Frederiksen.
Fastholder
I maj klagede Louise Schelde Frederiksen på vegne af Pia Rosgaard Find til Vejle Jobcenter over deres afgørelse. Men de fastholder at fjerne Pia fra standby-ordningen.
Sagen er nu sendt videre til Ankestyrelsen.
- Pia opfylder kriterierne for standby-ordningen. Derfor skal hun selvsagt forblive under denne særlige bestemmelse ved aktuelt, livstruende og alvorlig sygdom, siger Louise Schelde Frederiksen.
- Denne form for sagsbehandling, hvor lægefaglige oplysninger tilsidesættes, truer retssikkerheden i meget alvorlig grad.