Just Eat og Hungry.dk har opfundet nyt gebyr: Det ligner en omgåelse af reglerne

Opkræver gebyrer for 'håndtering' og 'service', efter nye regler har forbudt gebyrer på betalingskort - det er lidt for smart, mener Forbrugerrådet Tænk

Det er ikke kun kunderne, der betaler gebyrer til Just Eat. Det gør fastfoodforretningerne også for at få lov til at sælge via den digitale platform. Foto: /ritzau/Gorm Olesen
Det er ikke kun kunderne, der betaler gebyrer til Just Eat. Det gør fastfoodforretningerne også for at få lov til at sælge via den digitale platform. Foto: /ritzau/Gorm Olesen

TIP OS: Har du opdaget nye gebyrer i 2018, som butikkerne er begyndt at tage, efter de nye kortregler blev indført? Fortæl din historie i en mail til tech@eb.dk

Siden nytår har det været forbudt for danske forretninger at tage gebyr, når du bruger for eksempel et Mastercard i butikker og på nettet.

Men flere store fastfood-portaler opkræver nu nye gebyrer af kunderne, kan Ekstra Bladet afsløre. Det sker, selv om portalerne allerede i dag tager et solidt gebyr fra de firmaer, der bruger portalerne til at sælge fastfood med.

Se også: Gebyrfrihed og lovlig cannabisthe: Disse fede love gælder nu

Indfører gebyr for service og håndtering
I en besked til en kunde, der undrer sig over firmaets gebyrpolitik, lyder svaret fra Just Eat således, at man har skabt et nyt 'håndteringsgebyr', efter de nye regler om betalingskort er indført i Danmark:

'Fra 8. januar 2018, vil der blive tilføjet et håndteringsgebyr på 1,34 kr på alle ordre, lige meget om de betales kontant eller med kort.'

'Dette for at sikre at omkostningen for alle kunder er lige. I forlængelse af dette vil kortgebyret for kunder som betaler med kort, blive fjernet', skriver kundeservice hos Just Eat i deres svar.

Se også: Danskere startede idé for ti år siden: Nu er firmaet 50 milliarder kroner værd

Også hos konkurrenten Hungry.dk er der kommet et nyt servicegebyr på hele to kroner. Det forklarer firmaet således i et svar til en sur kunde på Trustpilot:

'Hos Hungry forsøger vi hele tiden at være nyskabende, og tilbyde så mange muligheder som muligt, til dig som forbruger. Blandt andet tager vi imod flere betalingstyper end de fleste, og vores unikke stempelkort giver dig mulighed for at samle stempler på tværs af alle vores restauranter.'

'Det bidrager til stadig stigende omkostninger for os, og for fortsat at kunne tilbyde disse ting på en konkurrencedygtig måde, har vi valgt at indføre et lille servicegebyr på alle ordrer.'

'Grundet forskellige lovtiltag, som fremadrettet begrænser vores muligheder for at dække ekstraomkostninger forbundet med driften af vores service, så har vi set os nødsaget til at introducere dette lille gebyr,' lyder det i svaret.

Se også: Kendisadvokat i åben krig med kendte værtshuse

Se også: Just Eat rammes hårdt af nye gebyrregler

Ligner omgåelse af reglerne
Hos Forbrugerrådet Tænk er vicedirektør Vagn Jelsøe ikke i tvivl om, at de to firmaer strækker reglerne ganske langt:

- Reglerne siger klart, at man som firma skal kunne retfærdiggøre, hvis man pludselig kræver et gebyr. Altså dokumentere at udgiften dækker en reel udgift, forklarer han til Ekstra Bladet.

- I det her tilfælde ligner det en omgåelse af de nye regler for gebyrer på kortbetaling.

Styrelse: Forbud må ikke omgås
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har skrevet en vejledning om de nye regler for opkrævning af gebyrer. Og her står det ganske klart, at man ikke kan erstatte det gamle kortgebyr med et nyt gebyr:

'De nye regler omfatter ikke administrationsgebyrer, ekspeditionsgebyrer og driftsgebyrer, som en forretning opkræver uafhængigt af betalingsform. Men forretningen må ikke omgå forbuddet mod opkrævning af gebyrer for brug af betalingskort.'

'Det afgørende er ikke, hvad en forretning kalder et gebyr, som de opkræver hos kunden. Det afgørende er, om gebyret opkræves for kundens anvendelse af betalingskort.'

Just Eat: Ikke et kortgebyr

Hos Just Eat afviser direktør Carsten Boldt, at der er en sammenhæng mellem forbuddet mod kortgebyrer og det nye håndteringsgebyr:

'Jeg kan godt forstå, at forbrugerne stiller spørgsmål til vores gebyrer,' skriver han i en mail til Ekstra Bladet.

'Vi indfører i januar 2018 et håndteringsgebyr på 1,34 kr på alle ordrer, uanset om det betales med kontanter, kort eller nye betalingsmetoder som eksempelvis Apple Pay. Indtægterne fra håndteringsgebyret bruges til at investere i den løbende udvikling af vores teknologi. Omkostningerne hertil er i disse år stærkt stigende, så denne løsning sikrer, at vi fortsat kan give kunderne den bedste take away-oplevelse.'

'Håndteringsgebyr er ikke det samme som et kortgebyr. Vil man imidlertid lave denne sammenligning viser vores seneste tal, at 89 procent af Just Eats ordrer i 2017 blev betalt med kort, hvor kunderne i gennemsnit betalte 1,39 kr. i kortgebyr. Derved vil langt størstedelen af vores kunder spare penge. Vi mener, at håndteringsgebyret er en fair løsning, som konkret viser kunderne, hvad de betaler i gebyr og ikke blot er gemt i en procentvis stigning på alle produkter.'

Ekstra Bladet har bedt Hungry.dk om en kommentar til de nye gebyrer, men de har ikke svaret tilbage på spørgsmålene.

TIP OS: Har du opdaget nye gebyrer i 2018, som butikkerne er begyndt at tage, efter de nye kortregler blev indført? Fortæl din historie i en mail til tech@eb.dk

223 kommentarer
Vis kommentarer