Just Eat vil have flere gebyrer: Men millionerne vælter allerede ind

Har i årevis opkrævet både administrationsgebyr og en god luns af omsætningen hos de tilsluttede forretninger - det har sikret ejerne bag Just Eat mere end 150 millioner i overskud

TIP OS: Har du opdaget nye gebyrer i 2018, som butikkerne er begyndt at tage, efter de nye kortregler blev indført? Fortæl din historie i en mail til tech@eb.dk

Hvorfor skal alle kunder hos Just Eat fra 8. januar betale 1,34 kroner pr. ordre?

Ifølge firmaets direktør har det intet at gøre med, at det siden nytår har været forbudt at tage gebyr, når kunderne betaler med deres kreditkort.

Forklaringen er i stedet, at omkostninger til at udvikle teknologien bag Just Eat er 'stærkt stigende, så denne løsning sikrer, at vi fortsat kan give kunderne den bedste take away-oplevelse,' skriver han til Ekstra Bladet.

Se også: Just Eat og Hungry.dk har opfundet nyt gebyr: Det ligner en omgåelse af reglerne

Millioner i overskud
Spørgsmålet er dog, om det er hele forklaringen på lysten til at tvinge et nyt gebyr ud af kunderne. For efter Ekstra Bladet torsdag afslørede, at Just Eat er på vej med det nye gebyr, har vi fået adskillige henvendelser fra vrede butiksejere, som benytter Just Eat.

De og kunderne er nemlig blevet til en gigantisk pengemaskine for Just Eat, der ifølge regnskaber for de seneste fem år har leveret et overskud på den gode side af 150 millioner kroner i Danmark.

Alene i seneste regnskabsår endte overskuddet på 50 millioner kroner.

Gebyr og en luns af salget
Ekstra Bladet har samtidig fået adgang til at se de afregninger, som forretningerne modtager, når Just Eat gør deres salg op.

Papirerne afslører, at Just Eat i flere år har taget et såkaldt administrationsgebyr på 1,95 kroner pr. salg, som butikkerne skal betale. De skal også aflevere en god luns af deres omsætning oven i gebyret.

I dag betaler forretningerne typisk 12 procent før moms, men kan i nogle tilfælde forhandle sig ned til en lidt mindre procentsats. Og Just Eat har ifølge Ekstra Bladets oplysninger netop varslet, at procentsatsen stiger til 14 procent af salget før moms.

Just Eat tjener samtidig gode penge på at give nogle af forretningerne en bedre placering på hjemmesiden og i appen. Fordelen for butikkerne er, at deres tilbud ligger øverst i et område, når der søges efter for eksempel pizza.

Men en god placering i blot et enkelt postnummer kan koste forretningerne 20.000 kroner om måneden, viser papirerne.

Se også: Just Eat kræver ulovligt gebyr af kunderne: - Vi har bøvl med teknikken

Direktør: Vi skaber vækst
Ifølge Carsten Boldt, der er direktør for Just Eat i Danmark, bør butikkerne i stedet glæde sig over, at de får en større omsætning ud af samarbejdet:

'Markedet for take away vokser med cirka tre procent om året, mens restauranter på Just Eat vokser med cirka 12 procent - altså fire gange hurtigere,' skriver han i et svar til Ekstra Bladet.

'Det er vi stolte af, men vi ønsker at vækste på take away markedet endnu hurtigere til glæde for både danskerne og vores restaurant partnere.'

Se også: Forbød gebyr på kreditkort: Sådan bliver du pelset alligevel

Det er dette arbejde, der ifølge Carsten Boldt begrunder den pris, som butikkerne og kunderne må betale for servicen:

'Just Eat bruger allerede mange penge på initiativer og tiltag, der sikrer vækst og en sund forretning for restauranterne.'

'Hvert år bruges et stort tocifret millionbeløb på marketinginitiativer, og i 2018 sætter vi endnu mere tryk på kedlerne,' lover han.

Han mener heller ikke, at der er noget underligt i, at butikkerne skal betale for en bedre placering hos Just Eat:

'Mange restauranter vælger at købe sig til topplacering på Just Eat, men det er frivilligt, og noget som hver enkelt restaurant vurderer, om giver mening for lige netop deres forretning.'

Just Eat oplyser, at man sender ordrer for mere end en milliard kroner pr. år ud til firmaets 2200 partnere.

TIP OS: Har du opdaget nye gebyrer i 2018, som butikkerne er begyndt at tage, efter de nye kortregler blev indført? Fortæl din historie i en mail til tech@eb.dk

143 kommentarer
Vis kommentarer