Første del af den kommende 39 kilometer lange motorvej mellem Herning og Holstebro åbner 28. maj 2017. Det oplyser Vejdirektoratet på sin hjemmeside.
Der er tale om en ti kilometer lang strækning vest om Herning mellem Snejbjerg og Sinding. Motorvejen er blevet døbt Messemotorvejen.
Ifølge Vejdirektoratet bliver Messemotorvejens primære formål at servicere det kommende regionshospital i Gødstrup. Men vejen skal også aflaste Tjørring Hovedgade samt skabe bedre adgang til Herning centrum.
'Trafikanter, der kommer nord- og vestfra med retning sydpå, vil også med fordel kunne køre vest om Herning i stedet for øst om, som de gør i dag', skriver Vejdirektoratet.
Hænger ikke sammen
Imponerende nok er det ikke lykkes at koble den kommende vej sammen med det eksisterende danske motorvejsnet. Der er ellers nok motorveje at vælge imellem omkring Herning, som næsten snart er pakket helt ind i af dem:
Mod vest af Messemotorvejen, der syd for byen bliver til først en motortrafikvej og derefter igen til Messemotorvejen. Den ramler ind i Midtjyske Motorvej, der dækker Herning ind på den østlige side. Mod nord bliver den også til en motortrafikvej, før den møder den kommende Holstebromotorvejen nordvest for byen.
Og så er der selvfølgelig også Herningmotorvejen til Aarhus, som starter inde i selve Herning by.

De sidste 29 kilometer fra Sinding til Holstebro kommer altså til at hedde Holstebromotorvejen. Den åbner i 2018. Den samlede regning løber op i 3,9 milliarder kroner.