Jysk Fynske Medier køber Midtjyske Medier

Jysk Fynske Medier køber Midtjyske Medier af den hidtidige ejer, Berlingske Media, skriver Jysk Fynske Medier i en pressemeddelelse

Jysk Fynske Medier overtager seks dagblade, 20 ugeaviser, en stribe online-medier, to radiostationer, to trykkerier samt en distributionsvirksomhed, idet de køber Midtjyske medier af den hidtidige ejer, Berlingske Media. Det skriver Jysk Fynske medier i en pressemeddelse.

De Persgroep indgik sidste sommer en aftale om at overtage hele Berlingske-koncernen af den tidligere ejer, Mecom.

Berlingske Media omfattede på det tidspunkt også Midtjyske Medier, som er en sammenlægning af Århus Stiftstidende, Randers Amtsavis, Viborg Stifts Folkeblad, Folkebladet Lemvig og Dagbladet Struer.

Jysk Fynske Medier er en forholdsvis ny konstruktion og et resultat af en fusion mellem Fynske Medier, Syddanske Medier og Jyske Medier.

Midtjyske Medier offentliggør ikke separat regnskab, men indgår i selskabet Berlingske af 2007, der kom gennem sidste år med et driftsunderskud på 7 millioner kroner, skriver finans.dk.

Bundlinjen blev dog reddet af indtægter fra blandt andet datterselskabet Weekendavisen, der bidrog med 13 millioner kroner.

0 kommentarer
Vis kommentarer