I Næstved er borgmesteren godt muggen over de sløje udsigter til at få forbundet Sydsjællands hovedstad med Sydmotorvejen via en stikmotorvej. Og i Horsens ser borgmesteren lidt lysere på kommunens fremtid med udvidelsen af E45.
Ministerens motorvejsdrøm: - Det må være forkert
Men i Kolding er det anderledes. I hvert fald i flere af kommunens landsbyer, som nu rotter sig sammen for at få ændret den linjeføring af en kommende Hærvejsmotorvej, som Vejdirektoratet er i gang med at undersøge nærmere.
Det skriver Jydske Vestkysten.

Blandt andet danner landsbyforeningerne i Hjarup, Skanderup og Ødis nu fælles front for at få ændret linjeføringen.
- Vi frygter, der sker to ting: Den ene er, at dem, der har tænkt sig at blive boende i eksempelvis Hjarup, vil opleve støj og gener, fordi motorvejen kommer til at være 200 meter fra byskiltet. Den anden ting er, at dem, der ikke har planer om at blive boende resten af livet, vil have svært ved at få solgt deres bolig, fordi motorvejen påvirker huspriserne markant, siger Morten Brøchner fra Hjarup, der er en af mændene bag stopmotorvejen.nu, til Jydske Vestkysten.
Han frygter også for de naturskønne områder ved Rolles Mølle, Åkær Ådal og Svanemosen, hvis der anlægges motorvej i området.
Landsbyforeningerne holder 15. august motorvejsmøde, hvor de skal udarbejde et høringssvar til Vejdirektoratet.
- Vi går sammen om at findes fælles argumenter for en alternativ rute. Jo flere ens svar desto bedre, siger Morten Brøchner.
Foreningernes arbejde får opbakning fra SF i Kolding.
- Vi har ikke brug for endnu en motorvej, der gennemskærer naturen i kommunen og giver mere støj og forurening. I forvejen er Kolding en ekstremt naturfattig kommune ifølge Danmarks Naturfredningsforening. Og i SF er vi afklarede og har allerede taget stilling - vi ønsker ikke en Hærvejsmotorvej, udtaler byråds- og folketingskandidat Karina Lorentzen i en pressemeddelelse, skriver jv.dk.