Kåre Mølbak: Jeg kan ikke anbefale fase fire sundhedsfagligt

Ifølge faglig direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak er det ikke en god idé at gå videre med fase fire af genåbningen

I maj måned udtalte Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut, at det er usandsynligt med en anden bølge af smitte. Video: Ritzau

Vi skal stoppe genåbningen her.

Så klar er meldingen fra faglig direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak i et interview med Ingeniøren i kølvandet på de stigende smitteltal.

- Der er en stor risiko forbundet med det, og om man fra politisk side vil løbe den risiko, må man jo politisk tage stilling til, siger han til Ingeniøren.

- Hvad er din faglige rådgivning på baggrund af den smittespredning, vi ser nu?

- Jamen den er jo, at det ikke er noget, som jeg kan anbefale sundhedsfagligt, at man går videre med, lyder det fra Kåre Mølbak.

Ekstra Bladet har i kølvandet på artiklen i Ingeniøren været i kontakt med Kåre Mølbak, der forklarer, hvorfor der skal trykkes på bremsen.

- Min sundhedsfaglige vurdering er, at det er en god idé lige at tage et pusterum og ikke at gå videre med fase fire. Det skyldes de seneste ugers stigende smittetal, siger Kåre Mølbak.

- Ser du nogen grund til at lukke noget yderligere ned på baggrund af tallene?

- Jeg ser ingen grund til at gøre mere, og der er ingen gode argumenter for at lukke noget ned. Vores setup fungerer rigtig godt, og jeg synes, kommunerne gør en utrolig stor indsats, så jeg er meget tryg.

- Vi skal nok vænne os til, at smittetallet kommer til at ligge lidt højere, og der bliver travlt med smittesporing nogen steder, men indtil videre er jeg fortrøstningsfuld, siger Kåre Mølbak til Ekstra Bladet.

Folketingets partier skal ifølge planen forhandle om den resterende del af genåbningen - den såkaldte fase fire - 12. august.

Fase fire handler blandt andet om en åbning af nattelivet, koncerter, store koncerter og at forsamlingsforbuddet skal hæves til 200. I aftalen fremgår det dog også, at planen kan fraviges, hvis epidemien blusser op.

I uge 31 var der 429 bekræftede tilfælde, mens der ugen før var 227 tilfælde.

1291 kommentarer
Vis kommentarer