Kåre Mølbak: Jeg støttede nedlukning af skolerne

Modsat Søren Brostrøm og Sundhedsstyrelsen var Kåre Mølbak og Statens Serum Institut enig i lukning af skoler

Kåre Mølbak, direktør i Statens Serum Institut, bakkede ifølge eget udsagn op om at nedlukke skolerne i midten af marts. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Kåre Mølbak, direktør i Statens Serum Institut, bakkede ifølge eget udsagn op om at nedlukke skolerne i midten af marts. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Lørdag har Politiken fremlagt endnu en brik i puslespillet om, hvilke myndigheder der anbefalede hvad i timerne op til, at statsminister Mette Frederiksen (S) 11. marts blandt andet lukkede de danske skoler og børnehaver.

Dengang sagde hun, at det skete på myndighedernes anbefaling, og i en mail til Politiken skriver faglig direktør i Statens Serum Institut (SSI) Kåre Mølbak, at han dengang bakkede op om beslutningen.

- For mig var det væsentligt, at regeringen var indstillet på at fastholde den omfattende indsats, som jeg blev præsenteret for 11. marts til den anden side af påsken.

- Dette langsigtede perspektiv var ifølge SSI's vurdering nødvendigt for at få epidemien bragt under kontrol, skriver Kåre Mølbak ifølge Politiken i en mail til avisen.

Fredag kunne en anden avis - B.T. - ellers fremlægge en mail fra Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, der gav et andet billede.

B.T. havde fået aktindsigt i en mail fra syv timer før det pressemøde 11. marts, hvor Mette Frederiksen annoncerede nedlukning af blandt andet skoler, dagtilbud, vuggestuer og børnehaver.

Her skrev Søren Brostrøm, at Sundhedsstyrelsen ikke ud fra sundhedsfaglige grunde kunne anbefale nedlukningen.

I Brostrøms mail står, at den konklusion 'har været drøftet med fagdirektør, professor Kåre Mølbak, Statens Serum Institut.'

Men Kåre Mølbak fortæller lørdag til Politiken, at han ikke delte de bekymringer, som Søren Brostrøm gav udtryk for i den mail.

Faktisk sagde direktøren allerede 8. juni i et interview med Politiken, at han var 'ret begejstret', da han 11. marts så, at regeringen ville lukke store dele af Danmark.

- Sundhedsstyrelsen har nok holdt lidt mere igen, end hvad jeg har brudt mig om. Regeringen burde jo få alle værktøjerne til hurtig handling. De er jo trods alt beslutningstagerne, det er hverken Sundhedsstyrelsen eller Statens Serum Institut, forklarede Mølbak til avisen i juni om forløbet op til nedlukningen.

I stedet havde Kåre Mølbak frem mod 11. marts rådet regeringen til, at 'det man skal gøre, skal man gøre tidligt' for ikke at ende som Italien.

Det er alt sammen udtalelser, Mølbak står ved i dag, lyder det lørdag.

1161 kommentarer
Vis kommentarer