Kåret som helte: Birgitte, Anders og Anne-Mette reddede mand fra at begå selvmord

En sommeraften på stranden blev mere dramatisk end planlagt, da Birgitte, Anders, Anne-Mette og Per mødte en mand, der gik ud i havet for at tage livet af sig selv

En rolig aften i familiens selskab nær sommerhuset i Gilleleje, tog en alvorlig drejning for Birgitte Jørgensen, Anders Rasmussen, Anne-Mette Sørensen og Per Petersen.

Den 6. juni var de sammen gået ned til stranden i den nordsjællandske by, men besluttede sig hurtigt for at vende om, da det blæste for meget, og bølgerne var høje.

Men inden de nåede så langt, mødte de en ung mand, der spurgte, om han kunne låne en mobiltelefon.

- Han ville ringe til moren til sit barn og fortælle, at han elskede dem, for nu ville han gerne dø, siger Birgitte.

Foto: Philip Davali Samfund Kåret som helt: Mohammed reddede kvinde, der fik tæsk med jernrør

Derefter begav manden sig ud i de høje bølger. Men Birgitte, Anders, Anne-Mette og Per forsøgte at forhindre hans færd. Det viser sig dog at være sværere end som så, da manden er fast besluttet på at tage sit eget liv. Derfor ringer de 112, mens de stadig forsøger at stoppe manden.

- Anders får fat i en redningskrans, og så starter vi samarbejdet for at få den meget triste mand ind igen. Birgitte svømmer ud til ham, jeg holder snoren til redningskransen, og vi gør alt, hvad vi kan for at få fat i ham. Efter et kvarters tid får vi ham overbevist om, at han skal ind igen, siger Anne-Mette Sørensen.

Kort efter kommer politiet og tager sig af den ulykkelige mand.

Rystet over drama med familien

Episoden på stranden gjorde naturligvis stort indtryk på Birgitte, Anders, Anne-Mette og Per:

- Jeg arbejder til daglig med den slags ting, og på den måde var jeg forberedt, men jeg kunne mærke, at det her altså ikke var på mit arbejde, men i min fritid sammen med min familie. Så på den måde var jeg rystet, siger Birgitte.

Samfund Syvårig dreng redder lillebror fra druknedøden

De håber, at manden i dag er glad for, at de hjalp ham væk fra de høje bølger:

- En dag kan han forhåbentlig se tilbage og tænke, at vi gjorde det, fordi vi ville ham noget godt. Lige den dag tror jeg ikke, han syntes, det var verdens bedste beslutning, siger Anne-Mette.

Birgitte Jørgensen, Anders Rasmussen, Anne-Mette Sørensen og Per Petersen er blevet hædret for deres indsats af Nordsjællands Politi, der i alt har givet 27 helte en pengepræmie på 2000 kroner, et lamineret diplom og en kuglepen for at have ydet en ekstraordinær indsats, der har hjulpet politikredsen med deres arbejde.