Kæmpe aktion: Syv slagterier knaldet i razzia

I en koordineret aktion med mere end 80 lande er en række danske slagterier blevet knaldet

Kæmpe razzia mod fødevarefusk. Foto: Europol
Kæmpe razzia mod fødevarefusk. Foto: Europol

En kæmpe operation ved navn OPSON 2020 har ført til, at 350 tons fødevarer er beslaglagt af myndighederne på tværs af 80 lande.

Der er tale om en koordineret aktion mellem en række lande.

Fødevarerne beskrives som potentielt farlige. Det bekræfter Fødevarestyrelsen over for Ekstra Bladet.

I alt er syv ud af 11 danske slagterier, som Fødevarestyrelsen har besøgt, blevet taget i aktionen og har fået bøder eller indskærpelser.

Det er blandt andet sket, fordi slagterierne ikke har kunnet dokumentere, hvor deres heste kom fra, og fordi nogle ikke havde undersøgt dyrene for parasitter.

'Den form for overtrædelser ser vi på med alvor. Derfor har vi heller ikke tøvet med at skride ind over for de virksomheder, som ikke havde orden i papirerne,' siger Anette Løvenkjær-Pearson, projektleder i Fødevarestyrelsen og souschef i Fødevarerejseholdet, i en skriftlig kommentar.

Stor bøde
Anette Løvenkjær-Pearson uddyber over for Ekstra Bladet:

- Slagterierne har fået bøder for manglende sporbarhed, altså at slagterierne ikke i tilstrækkelig grad har kunnet dokumentere, hvor hestene kom fra.

Hun tilføjer, at standardbøden for dette ligger på 10.000 kroner.

- Den kan så variere i størrelse alt efter, hvor mange ansatte man har. En enkelt har også fået en bøde på 5000 kroner for manglende medvirken til kontrol, siger hun.

Også i forhold til hestepas er der problemer:

'Her fandt Fødevarestyrelsen fejl eller tegn på forfalskninger i omkring 20 procent af de udenlandske hestepas. Kun få danske pas viste tegn på forfalskning. I alt blev mere end 250 pas gennemgået,' skriver Fødevarestyrelsen.

- Vi fandt en hel del udenlandske pas, som var fiflet med, fortæller Anette Løvenkjær-Pearson.

Hestepas bruges blandt andet til at holde styr på, om en hest har fået medicin. 

- Hvis en hest har fået medicin, må den ikke blive slagtet. Hvis man skifter siderne i passet ud, kan den blive slagtet alligevel, og det må man selvfølgelig ikke, fortæller hun.

Parasit som vokser i tarmen
Nogle af slagterierne havde som nævnt heller ikke undersøgt dyrene for parasitter, fremgår det af pressemeddelelsen.

- Det er en parasit eller en larve ved navn trikin, som lever i tarmene på dyr. Vi har ikke set det i Danmark i mange år, så det er ikke noget, vi konkret er bekymrede for, det er bare et krav, som skal overholdes, siger Anette Løvenkjær-Pearson.

Tidligere år kunne Fødevarestyrelsens Rejsehold ydermere afsløre, at ti procent af 55 honningprøver viste sig at være falske fødevarer.

Det er i år niende gang, at Fødevarestyrelsen deltager i Operation Opson. I år deltog mere end 80 lande.

1 af 5 Kæmpe razzia mod fødevarefusk. Foto: Europol
2 af 5 Kæmpe razzia mod fødevarefusk. Foto: Europol
3 af 5 Kæmpe razzia mod fødevarefusk. Foto: Europol
4 af 5 Kæmpe razzia mod fødevarefusk. Foto: Europol
5 af 5 Kæmpe razzia mod fødevarefusk. Foto: Europol
292 kommentarer
Vis kommentarer