Kæmpe dansk restaurantkæde henter ny direktør hos konkurrent

Jensens Bøfhus har ansat en ny direktør. Valget faldt på Anders Nikolaisen, som i fire år har været kædedirektør for Vivaldi. Han har tidligere været driftsdirektør i netop Jensens Bøfhus

Når det hele pludselig går dårligt, så må man vende tilbage til noget, som virker.

Det er muligvis det, som Jensens Bøfhus har haft i baghovedet, da de skulle ansætte en ny direktør.

De har nemlig valgt at genansætte Anders Nikolaisen, som tidligere var driftsdirektør i virksomheden.

I Mellemtiden har han dog været såkaldt 'kædedirektør' hos deres konkurrent Vivaldi i fire år. Vivaldi har 17 caféer i Syddanmark og på Sjælland, og det går strygende for virksomheden, som kunne præsentere et pænt overskud sidste år på 8,5 millioner kroner.

Anderledes går det dog for Jensens Bøfhus, som sidste år måtte præsentere et regnskab med et underskud på hele 163 milioner kroner.

Nu har de så skiftet både direktør og bestyrelsesformand, og minsandten om ikke også den nye bestyrelsesformand var ansat i virksomheden tidligere.

Jesper Rosener er i dag koncernchef hos Jysk Fynske Medier, men forinden var han administrerende direktør i Jensens Bøfhus.

Han er nu også tilbage i bøfhuset som bestyrelsesformand, og det var ham, som fik til opgave at finde den nye direktør.

Det har muligvis været nemt for ham, da han og Anders Nikolaisen arbejdede tæt sammen i deres tid i Jensens Bøfhus.

- Anders var en stor succes, da han arbejdede sammen med mig dengang. Han har været et helt oplagt emne til jobbet. Han kender Jensens Bøfhus, og han har skabt flotte resultater både hos Jensens og hos Vivaldi, siger Jesper Rosener til fyens.dk.

Anders Nikolaisen måtte se til fra sidelinjen, mens hans tidligere arbejdsplads var ved at gå til hundene. Derfor er han glad for, at han nu har mulighed for at hjælpe dem den rigtige vej.

- Jeg har stadig et stort hjerte, der banker for Jensens Bøfhus. Det har gjort ondt at se, hvad der er sket, og når jeg får tilbudt muligheden, så vil jeg gerne bidrage til at rette op på det igen, siger Anders Nikolaisen til fyens.dk.

15 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere