Kæmpe eftersøgning af bortgået mand

Politiet er i gang med eftersøgning med hunde, droner og helikopter i svært tilgængeligt område på Sydfalster

Opdatering: Politiet oplyser tidligt mandag, at den bortgåede mand er fundet i god behold.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

En helikopter har natten til mandag cirklet i luften over Bøtø Plantage på Sydfalster, hvilket har fået et væld af borgere til at kontakte politiet. Det viser sig, at der er tale om en eftersøgning af en mand, der i nedtrykt sindstilstand har forladt sig hjem.

Eftersøgningen foregår med hunde, droner og en redningshelikopter fra Roskilde, oplyser vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Joy Haensel.

- Det er et kæmpestort område bestående af marsk og skov, og det er temmelig utilgængeligt. Vi har i kraft af data fra mobilmaster en idé om, hvor vi skal lede, men det er et område, der ikke er nemt at arbejde i, siger Joy Haensel til Ekstra Bladet.

Manden gik fra sit hjem klokken 21.45 søndag og blev snart anmeldt forsvundet, hvorefter politiet rutinemæssigt iværksatte en eftersøgning, som grundet det vanskelige område nødvendigvis måtte omfatte en helikopter.

- Vi gør naturligvis, hvad der er nødvendigt for at sikre en borger den hjælp, han har brug for, siger Haensel og understreger, at der ikke er særlige omstændigheder ved netop denne sag i forhold til andre personeftersøgninger.

Helikopteren, som kommer fra redningsstationen i Roskilde, har overfløjet området natten igennem og har kun været nede for at tanke. Når lyset bryder frem mandag, forstærkes eftersøgningen med hunde, og politiet vil da bede borgere holde et vågent øje med haver og udhuse, oplyser vagtchefen.