Kæmpe festival udskudt: Frygter virus

I frygt for at virussen spreder sig, bliver flere større begivenheder aflyst. En af dem er Coachella festival

Sidste år var et af hovednavnene Tame Impala. Billedet er fra deres koncert på festivalen i 2019. Foto: Ritzau Scanpix
Sidste år var et af hovednavnene Tame Impala. Billedet er fra deres koncert på festivalen i 2019. Foto: Ritzau Scanpix

Kendis-festivalen Coachella bliver udskudt seks måneder på grund af coronafrygt, det skriver festivalen på deres Twitter.

Med sine 250.000 deltagere hen over to weekender er Coachella festivalen en af verdens største og allermest velkendte festivaler. Den bliver afholdt nær byen Indio ved Palm Springs i Californien.

Den er nemlig kendt for at være epicenteret for Hollywoods A-liste kendisser, modeller og influencere. Ligesom festivalen har haft nogle af de største kunstnere i verden som hovednavne. Det inkluderer Beyonce, Drake, AC/DC, Paul McCartney, Kanye West, Coldplay, Iggy Pop og Radiohead

Festivallen var sat til at løbe af stablen hen over to weekender i april, men er nu blevet udskudt helt hen på den anden side af sommeren, nemlig til oktober måned.

Derfor kommer festivalen med 20 år på bagen ikke til at blive afholdt i weekenderne 10.-12. april og 17.-19. april, men i stedet for bliver Coachella afholdt 9.-11. oktober og 16.-18. oktober.

På grund af smittetilfælde i et nabolag tæt på der, hvor festivalen afholdes, er risikoen for stor, mener Goldenvoice, som arrangerer Coachella.

Hovednavnene på årets festival er Rage Against the Machine, Travis Scott og Frank Ocean.

En journalist på New York Times, Yashar Ali, delte nyheden på Twitter tirsdag, men nyheden blev først bekræftet af arrangørerne onsdag.

Han skriver: 'Sikke et scoop: En kilde, som er er bekendt med arrangementet, fortæller mig, at Coachella festival vil blive udskudt på grund af coronavirus-bekymringer. Festivalen vil blive rykket til weekenderne 9. oktober og 16. oktober. Det samme lineup af kunstnere vil optræde, er bekræftet for nu.'

2 kommentarer
Vis kommentarer