Kæmpe fyringsrunde på universitet: 532 mister jobbet

209 skal fyres, mens 323 stillinger opsiges via frivillige fratrædelsesordninger

Københavns Universitet skal gennem en større sparerunde. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Københavns Universitet skal gennem en større sparerunde. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Regeringens besparelser koster en lang række undervisere, forskere og ansatte i administrative stillinger jobbet på Københavns Universitet.

Det skriver universitetet på sin hjemmeside.

Det får universitets rektor til at frygte for kvaliteten på uddannelserne og forskningen mange år ud i fremtiden.

- Det er et stort tab af viden og kompetencer at miste så mange gode medarbejdere. Vi har fundet den største del af besparelserne på administration og service i et forsøg på at skåne uddannelse og forskning mest muligt. Men det betyder samtidigt, at vigtige støttefunktioner omkring de studerende, forskerne og underviserne vil bortfalde eller blive udført i mindre omfang. Og vi kommer til at uddanne færre ph.d.’er. Dermed skærer vi i forskningens livsvigtige fødekæde. Det vil kunne ses på Danmarks forskningsevner om 5-10 og 20 år, siger rektor Ralf Hemmingsen.

Ralf Hemmingsen hævder, at den store sparerunde kommer til at gå ud over universitets evne til at undervise og skabe forskningsresultater. (Foto: Københavns Universitet)
Ralf Hemmingsen hævder, at den store sparerunde kommer til at gå ud over universitets evne til at undervise og skabe forskningsresultater. (Foto: Københavns Universitet)

Mere end 500 undervisere, forskere og ansatte i service og administrative stillinger forsvinder nu fra Københavns Universitet. Det svarer til syv procent af medarbejderne, skriver universitetet. 209 skal fyres, mens 323 stillinger enten nedlægges eller opsiges via frivillige fratrædelsesordninger.

Nedskæringerne skyldes ifølge universitetets rektor finansloven, der indeholder besparelser på forskning og uddannelse. I alt skal uiniversitetet spare en halv milliard kroner. Det svarer til seks procent af den samlede omsætning, skriver universitetet.

Universitetet er i øjeblikket i gang med at vurdere hvor mange små sprogfag, der kan udbydes fremover, ligesom nogle af de sundhedsvidenskabelige uddannelser med dyrt udstyr, laboratorier og dyrestalde bliver gået efter i sømmene for at se, om de kan løbe rundt i fremtiden.

144 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere