Kæmpe indkøbscenter skrottet: Den skal jeg lige synke

Et indkøbscenter med 55-60 butikker midt i Silkeborg er droppet. Borgmesteren ærgrer sig

Planerne om et indkøbscenter midt i Silkeborg er droppet. Illustration: Braaten+Pedersen
Planerne om et indkøbscenter midt i Silkeborg er droppet. Illustration: Braaten+Pedersen

Planerne om et kæmpe indkøbscenter med 55-60 butikker og et nyt føtex-varehus midt i Silkeborg er droppet. Det oplyser direktøren for entreprenørvirksomheden A. Enggaard, der stod bag projektet, til Midtjyllands Avis.

- Der har egentlig været stor interesse for butikscentret gennem årene, men flere potentielle lejere har trukket følehornene til sig, fordi der har været usikkerhed om, hvornår butikscentret kunne stå færdigbygget, siger Asger Enggaard.

Ifølge direktøren er det også konkurrencen fra den stigende nethandel, der har skræmt potentielle lejere væk.

Indkøbscentret har været undervejs i otte år og skulle opføres i hjertet af Silkeborg med indgange fra byens torv og gågadesystem. Planerne betød blandt andet, at et allerede opført og nu tomt indkøbscenter skulle rives ned.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Det nye indkøbscenter skulle have hovedindgang på Torvet midt i Silkeborg. Illustration: Braaten+Pedersen
Det nye indkøbscenter skulle have hovedindgang på Torvet midt i Silkeborg. Illustration: Braaten+Pedersen
 

Centret skal stadig rives ned, men nu kommer der primært boliger og 'oplevelser' i stedet.

-Vi vil gerne forsøge at skabe det, jeg kalder for oplevelsestilbud i gågaden, siger Asger Enggaard med henvisning til blandt andet folkekøkken og street food.

Det var håbet, at det nu skrottede indkøbscenter kunne tiltrække op mod 2,5 millioner kunder årligt. Byens borgmester er ikke begejstret for, at projektet er ændret.

- Jeg skal her og nu lige synke den her beslutning, for det er rigtigt ærgerligt for Silkeborg, siger Steen Vindum til Midtjyllands Avis.

- Er kampen nu tabt om at blive blandt de 30 sidste handelsbyer i fremtiden, bliver han spurgt af Silkeborg-avisen.

- Du kan i hvert fald sige, at der nu venter os politikere og det eksisterende handelsliv et noget større arbejde for at sikre, at Silkeborg bliver blandt fremtidens handelsbyer, siger borgmesteren.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Cecilia Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen