Kæmpe konflikt: Derfor er der hegn mellem Jasper og legepladsen

En konflikt, der indebærer et hegn, en altan, en udlejer og en børnehave ender nu i retten

Børnehaven ved Havet i Gilleleje er i clinch med udlejeren. Her ses Jasper Somer på fem år. Foto: Olivia Loftlund
Børnehaven ved Havet i Gilleleje er i clinch med udlejeren. Her ses Jasper Somer på fem år. Foto: Olivia Loftlund

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Det snurrer af sommer og glade dage i Børnehaven Ved Havet i Gilleleje.

Men under overfladen ligger der en stor konflikt og bobler.

Børnehaven har, siden bygningen blev købt for syv år siden, ligget i skyttegravskrig med den nye udlejer. Han vil have børnehaven ud, men de nægter at forlade bygningerne, hvor de lejer både stue og første sal. Derfor er det nu op til retten at bestemme, hvem der har ret.

Det handler sagen om:

Børnehaven Ved Havet har ligget på samme adresse i Gilleleje siden 1967. Deres lejekontrakt er uopsigelig.

I 2011 fik de ny udlejer, der købte bygningerne på hovedgaden.

Efter flere konflikter mellem udlejer og børnehave vil udlejeren nu have børnehavens lejekontrakt revet midt over.

Løbet er kørt
Børnehaven Ved Havet har ligget i de samme lokaler på hovedgaden i Gilleleje siden 1967.

I 2011 købte den lokale forretningsmand Torben Krøyer bygningerne.

- Min intention var selv at flytte ind i huset, siger Torben Krøyer til Ekstra Bladet.

Han tilbød børnehaven, at de kunne leje hele stueetagen, mens han så skulle bo på overetagen.

Det afslog børnehaven, så Torben valgte at etablere et par lejligheder i nogle tilstødende bygninger i stedet, mens børnehaven blev i sine nuværende lokaler, da lejekontrakten er uopsigelig.

- Da lejlighederne er ved at være færdige, vil de pludselig gerne have den aftale, hvor de kunne bo i underetagen. Men da var løbet kørt.

Torben Krøyer ikke tænkt at give sig i denne sag. Foto: Privat
Torben Krøyer ikke tænkt at give sig i denne sag. Foto: Privat
 

Ufærdige projekter
Der er desuden en række projekter i børnehaven, som Torben Krøyer har lovet at få gjort færdigt.

- Han har sagt, at han vil ordne altan og vinduer, imod at vi betaler mere i husleje, men det er aldrig sket, siger Rose Somer, der er bestyrelsesformand i Børnehaven Ved Havet.

Men så længe, der er konflikt, har Torben Krøyer ikke tænkt sig at ordne tingene.

- Mit bæger flød over for lang tid siden, siger han og henviser til, da børnehaven ændrede åbningstider uden at informere ham. De gik fra at have på åbent fra 08.00-14.30 til 06.45 til 17.00.

Det er blandt andet altanen her, som ikke er blevet bygget færdigt. Foto: Olivia Loftlund
Det er blandt andet altanen her, som ikke er blevet bygget færdigt. Foto: Olivia Loftlund
 

Et hegn
Derudover har Torben også sat et hegn op om legepladsen. Det har resulteret i, at børnene ikke længere har direkte adgang til den kommunale legeplads, der ligger op ad børnehaven, der ellers altid har været adgang til.

- De har fået at vide et utal af gange, at de ikke må bruge parkeringspladserne, da de er forbeholdt beboerne.

- Til sidst fik jeg nok og satte et hegn op, siger han.

Et hegn, som forældrene til børnene i børnehaven byggede en trappe over, så børnene ikke skulle gå ud på parkeringspladsen for at komme derind. Men den stige har Torben Krøyer pillet ned.

Rosa Somer er bestyrelsesformand i børnehaven, samtidig med at Maika og Jasper går i børnehaven. Foto: Olivia Loftlund
Rosa Somer er bestyrelsesformand i børnehaven, samtidig med at Maika og Jasper går i børnehaven. Foto: Olivia Loftlund
 

Ingen dialog
Noget, der for alvor har fået konflikten til at blusse op, er den dårlige kommunikation mellem parterne. Siden Torben købte bygningen, har der været tre forskellige bestyrelsesformænd i børnehaven.

Rosa Somer har været formand siden august 2017.

- Jeg aner ikke, hvem han har snakket med dengang, han overtog huset. Alt, jeg kan forholde mig til, er, at han har købt en bygning, hvori der ligger en børnehave.

- Det er selvfølgelig beklageligt, hvis han synes, at han har givet os et godt alternativ, der ikke er blevet taget imod, siger den nuværende formand, Rose Somer.

Men samtidig har hun svært ved, at man har gode intentioner, når der endnu ikke er fundet en løsning.

Langt fra hinanden
Når man snakker med begge parter, er det svært at se, at det skal ende med en løsning.

Torben siger:

- Jeg er mæt nu, jeg kan ikke mere. De skal ud.

Mens formanden for børnehaven siger:

- Det er fjollet, at vi skal bruge så mange kræfter på en sag, som, hvis du spørger mig, han aldrig kommer til at vinde.

Parterne har stævnet hinanden, og det indledende retsmøde i sagen finder sted i slutningen af juni.

*

Forældrene: - Hvem er det, han rammer? Vores børn

Claus Dovin, der er far til Iben, synes godt, at udlejeren kunne give tilladelse til en låge i hegnet. Foto: Olivia Loftlund
Claus Dovin, der er far til Iben, synes godt, at udlejeren kunne give tilladelse til en låge i hegnet. Foto: Olivia Loftlund

Claus Dovin og datteren Iben på fem år fra Gilleleje
Det er særligt hegnet, der irriterer forældrene i børnehaven.

- Jeg håber som det mindste, at der kommer en åbning eller en låge, så børnene ikke skal gå hele vejen udenom, når de vil over på den anden legeplads, siger Claus Dovin.

- Jeg synes, at udlejeren har opført sig lidt hysterisk.

Nicolai Uglebjerg har to sønner i børnehaven - Novin på to år og Noa på fire år. Faderen ærgrer sig over, at børnehavebørnene bliver ramt af konflikten. Foto: Olivia Loftlund
Nicolai Uglebjerg har to sønner i børnehaven - Novin på to år og Noa på fire år. Faderen ærgrer sig over, at børnehavebørnene bliver ramt af konflikten. Foto: Olivia Loftlund

Nicolai Uglebjerg og sønnerne Novin på to år og Noa på fire år

- Jeg synes næsten, at det er aggressivt at sætte hegnet op. Han forsøger at gøre børnehaven til et uattraktivt sted.

- Heldigvis er det slet ikke lykkes for ham. Det er en fantastisk børnehave, hvor børnene har det godt, siger Nicolai Uglebjerg.

Ifølge Nicolai ved udlejeren godt, at der er en grænse, han ikke kan overskride. Så derfor er det alle mulige små ting, han gør for at presse børnehaven.

- Men hvem er det, han rammer? Det er børnene, hvilket er frygteligt.

297 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere