Nordkorea står på kanten af hungersnød.
Sådan lyder vurderingen af situationen i landet i en ny FN-rapport, beretter blandt andet Reuters.
Nordkorea har længe været under øget pres, når det kommer til at brødføde sin befolkning, især som følge af den nedlukning, landet har haft indført under coronapandemien.
Og det er særligt de i forvejen dårligt stillede nordkoreanere, der risikerer at komme til at sulte, lyder det i rapporten, som er udarbejdet af en af FN's menneskerettighedseksperter ved navn Tomas Ojea Quintana.
For at mindske risikoen for, at landet bliver sendt ud i en reel hungersnød, opfordrer han til, at FN lemper de sanktioner, der er iværksat mod landet som svar på dets atom- og missilprogrammer.
Forsyningskrise
Den sultende befolkning er ikke Nordkoreas eneste problem:
- Der er mangel på essentielle medicinske forsyninger, og priserne er steget, efter at varerne stoppede med at komme fra Kina. Humanitære organisationer er ude af stand til at få blandt andet medicin ind i landet, skriver Tomas Ojea Quintana i rapporten.
- Den nuværende forværring af den humanitære situation kan resultere i en krise og skal afværges.
Det er ikke første gang, der er meldinger om hungersnødslignende tilstande i landet. I juni beskrev landets diktator, Kim Jong-un, således situationen som 'anspændt', beretter Reuters.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Nordkorea har siden 1984 affyret mere end 150 missiler i forbindelse med tests. Men hvor stærk er deres hær egentlig? Det kan du læse mere om her (+).