Kæmpe politiaktion mod kriminelle bander i Tyskland: 1300 mand sat ind

En kæmpestor politiaktion i Ruhr-distriktet i Vesttyskland skal undersøge, om der foregår hvidvask på vandpibe-caféer og i spillehaller

Ved du noget om sagen, så tip os på sms/mms 1224 (alm. takst) eller skriv mail til 1224@eb.dk

En kæmpe politirazzia mod kriminelle bander er lørdag aften i gang i flere af de største byer i Ruhr-distriktet.

1.300 politifolk og personer fra skatte og toldmyndighederne blev lørdag klokken 21 sat ind i Duisburg, Essen, Gelsenkirchen, Bochum og Dortmund.

Det skriver flere tyske medier herunder Bild.

Politiet og myndighederne undersøger især vandpibe-caféer og spillehaller, der er mistænkt for at blive brugt til hvidvaskning af penge. Desuden vil myndighederne undersøge om stederne bryder med reglerne om ikke-rygning.

Den konservative indenrigsminister i delstaten Nordrhein-Westfallen, Herbert Reul, siger til Bild, at aktionen er den største mod kriminelle bander i Tysklands historie.

- Det er Tysklands største indsats mod kriminelle bander. Det er en mosaiksten i den kedelige og langvarige kamp. Vi skal vise, at vi er her, og at vi ikke tolererer lovløse steder, siger han.

Politirazziaen var nøje planlagt til lørdag aften, da der er flest mennesker på cafeerne og spillehallerne, ifølge Bild.

368 kommentarer
Vis kommentarer