Kæmpe prisforskelle på skrald: Her er det dyrest

Der er flere tusind kroners forskel på, hvad danskerne betaler for dagrenovation. 'Der er også forskel på at handle i Irma og Netto', siger direktør for Dansk Affaldsforening

Hvad end du bor i Aarhus eller Ishøj, skal skraldemanden have sin løn for at hente dine efterladeskaber.

Alligevel viser en stikprøve foretaget af Ekstra Bladet blandt 15 danske kommuner, at der er flere tusind kroners pris-forskel, når man sammenligner den billigste med den dyreste.

- Affald er lidt ligesom de gamle mobilabonnementer - det er svært at gennemskue, hvad pengene egentlig bliver brugt til, siger Tine R. Sode til Ekstra Bladet. Hun er fagredaktør hos Boligejernes Videncenter, der i 2016 lavede en national analyse af dagrenovation. 

- Men når prisforskellene er så store, er det måske et område, man bør se på.

Ekstra Bladets stikprøve på affalds-priser

Ekstra Bladet har været i kontakt med 15 tilfældigt udvalgte dagrenovationstilbud i Danmark.

Prisen er et udtryk for en parcelhus-families samlede årlige udgifter til dagrenovation.

Aarhus: 1828 ,-

Hedensted: 1843 ,-

Nord- og Syddjurs: 1922 ,-

Randers: 1937 ,-

Odense: 2136 ,-

Silkeborg: 2252 ,-

Slagelse: 2395 ,-

Aalborg: 2437 ,-

Fredericia: 2548 ,-

Furesø: 3027 ,-

Bornholm: 3158 ,-

Vejle: 3228 ,-

Ballerup: 3663 ,-

København: 3715 ,-

Ishøj: 4000 ,-

Storkøbenhavn er dyrest
I Ekstra Bladets stikprøve er Ishøj Kommune dyrest med en årlig pris på 4000 kroner per husstand.

Til sammenligning er prisen 1828 kroner for samme ydelse i Aarhus.

- På stående fod kan jeg ikke give dig en forklaring på, hvorfor vores pris er højere end de andre. Men afgifterne er vedtaget af byrådet, og meningen er jo, at indtægter og omkostninger skal i gå nul over tid, siger miljøchef i Ishøj, Hans Schmidt.

- Selvfølgelig, kan jeg godt forstå, at det undrer, at Aarhus kan være så meget billigere, men sammenligner man os med de kommuner, der ligger omkring os, ser vi ikke så store forskelle.

Forskel på produkterne
Hos Dansk Affaldsforening afviser man, at de store prisforskelle i mellem kommunerne er et problem.

- Der er også forskel på at gå i Netto og Irma. Selvom at det er præcis den samme mælk, man køber, så koster den noget forskelligt. Det skyldes, at der er nogle ting udenom mælken - personale, åbningstider, beliggenhed - der er forskellige. Det er det samme med priserne på dagrenovation, siger Jacob Hartvig Simonsen, der er direktør i foreningen.

- Forskellen er bare, at du i det tilfælde selv kan vælge, hvilken butik du vil gå i?

- Jeg kan godt se, at man skulle have lyst til at handle i Netto i stedet for Irma, hvis man får det samme for sine penge. Men hvis jeg i Irma får en helt anden vare eller en masse oveni, så vil jeg ikke nødvendigvis føle mig kaldet til at handle der.

'Vi er ikke Netto'
I Aarhus tager man direktørens sammenligning med oprejst pande.

- Det er rigtigt, at København er dyrere at leve i, men det kan stadig ikke forklare, at man er dobbelt så dyr, siger Bjarne Munk Jensen, der er chef for AffaldVarme i Aarhus.

Han peger selv på de fordele, som Aarhus borgere nyder godt af, ved at have flere energi-områder samlet under et tag.

- Jeg opfatter bestemt ikke Aarhus som en Netto-butik, selvom at de også kan være gode at handle i. Jeg er sikker på, at hvis man spørg aarhusianerne, er de glade for det service-niveau, vi har.

 

Borgerne i Ishøj: Det var bedre før i tiden

I Ishøj Kommune er man ikke overrasket over, at man er dem, der betaler mest i landet. 'Det vænner man sig til', lyder det fra borger.

Winni Sørensen, 66: - En kedelig nyhed

Foto: Linda Johansen
Foto: Linda Johansen

- Det er jo en kedelig nyhed, at vi er de dyreste, men jeg vidste faktisk heller ikke, hvad vi betalte. Det må vi have lavet om på, siger Winni til Ekstra Bladet, da hun bliver konfronteret med kommunens skralde-priser.

- Jeg er glad for den service, vi får, der har aldrig været problemer. Men når man ser på prisen, så tænker jeg, at vi sagtens selv kunne håndtere vores tomme flasker og den slags. Det ville være helt iorden, hvis prisen blev billigere.

Fayyaz Ahmae, 52: - Man vænner sig til det

Foto: Linda Johansen
Foto: Linda Johansen

- Jeg har boet i Ishøj i 32 år, så man har vendt sig til at skralde-priserne, er så dyre. Det er først, når der kommer folk udefra, at man tænker over det, siger den nyslåede hus-ejer Fayyas til Ekstra Bladet. Om prisen så er for høj, er han mere splittet

- Det er både ja og nej. Før i tiden var kvaliteten meget højere. Det virkede til, at folk gik mere op i at lave et godt stykke arbejde. Men på den anden side, bliver de ting, der skal fjernes, også fjernet.

Nille Karen Nielsen, 71: - Aldrig haft problemer

Foto: Linda Johansen
Foto: Linda Johansen

- På ens huslejekvittering står der jo ikke, hvor meget man betaler for at få hentet sit skrald. Jeg anede faktisk ikke, hvad beløbet var, så jeg synes, det er svært at tage stilling til, at vi er de dyreste, siger Nille til Ekstra Bladet. Hun har boet i sin taglejlighed i Ishøj siden 1994.

- Men jeg kan se fra mit vindue, at skraldemændene trofast kommer og tømmer containerne, og jeg har aldrig haft problemer. Det må jeg indrømme.

136 kommentarer
Vis kommentarer