Vejle Brandvæsen og Sydøstjyllands Politi satte fredag en større redningsaktion i gang, efter at der indløb en melding på alarmcentralen fredag klokken 14.28 om, at en surfer var i havsnød.
Det oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Svend Pedersen, til Ekstra Bladet.
Dramaet skulle ifølge anmelderen, som stod på bredden, foregå på Vejle Fjord, hvor der for øvrigt var ideelle vejrforhold her til eftermiddag for netop surfere.
- Vi rekvirerede hjælp fra en redningshelikopter, siger Svend Pedersen.
Både blev samtidig sendt i vandet, og da man nåede ud på Vejle Fjord ud for Bredballe, konstaterede redningsmandskabet da også, at der faktisk var en surfer til stede på fjorden.
- Han mente nu ikke, at han havde brug for hjælp, men han fortalte, at han havde ligget ned på sit surfboard for at tage sig et lille hvil på et tidspunkt, forklarer vagtchefen, som er sikker på, at anmelderen har været i den bedste mening, da der blev ringet 112.
- Men man må jo godt tage sig et hvil, hvis man har lyst. Det er der ikke noget forkert i, siger Svend Pedersen.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.