Kæmpe rentefald

Den Amerikanske Centralbank sænker retten til 0,25 procent. Det er et fald på en procent

Trump var svært begejstret for nyheden, da han her til aften holdt pressemøde. Video: Reuters.

Den Amerikanske Centralbank sænker for anden gang på få uger renten. Det oplyser banken i en pressemeddelelse.

Ifølge de internationale nyhedsbureauer falder renten med et helt procentpoint ned til 0,25 procent.

Det sker for at skærme den amerikanske økonomi som følge af udbruddet af coronavirus.

'Effekterne af coronavirusset vil påvirke den økonomiske aktivitet på den korte bane og udgør en risiko i forhold til de økonomiske udsigter', skriver centralbanken om beslutningen.

På et pressemøde i disse minutter, ønsker den amerikanske præsident, Donald Trump, centralbanken tillykke med beslutningen og udtrykker samtidig sin tilfredshed med det pengepolitiske indgreb.

- Jeg er meget glad for at det er lykkedes. Det er en stor overraskelse for mig, og som i ved, elsker jeg overraskelser, siger Donald Trump om rentefaldet.

Rentefaldet sker i tæt koordination med flere toneangivende nationalbanker samt den Europæiske Centralbank.

Med den lave rente bliver det muligt for de amerikanske pengeinstitutter at udlåne billigere til de amerikanske erhvervsdrivende.

Ligesom erhvervslivet over resten af kloden, er amerikanske selvstændige blevet hårdt ramt af den verdensomspændende pandemi.

Ud over at sænke renten har centralbanken også flere andre tiltag, der skal støtte økonomien.

Banken vil igen begynde at købe obligationer for at holde hånden under økonomien.

Det er et værktøj, som blev brugt i årene efter finanskrisen, men som løbende blev udfaset, i takt med at de gode tider vendte tilbage.

Centralbanken varsler, at den vil købe obligationer for op mod 700 milliarder dollar i denne omgang.

98 kommentarer
Vis kommentarer