Kæmpe sensation i dansk akvarium: - Det er helt sindssygt

Øresundsakvariet kan muligvis se frem til en kæmpe familieforøgelse, da havtasken natten til tirsdag har lagt æg

Chefdyrepasseren i Øresundsakvariet mødte ind til noget af en overraskelse tirsdag morgen. Video: Kristian Vedel

Tirsdag morgen mødte Kristian Vedel, chefdyrepasser i Øresundsakvariet i Helsingør, på arbejde til noget af en overraskelse.

Den ene af akvariets to havtasker havde lagt et slør af æg i sit akvarium.

- Det første, jeg tænkte var ’ej, for helvede, nu er der nogen, der har glemt at tænde for vandet i akvariet’, fordi det var utydeligt, hvilket typisk er et tegn på, at der er blevet slukket for vandet, for så bliver vandet uklart i løbet af natten.

Men efter en korrespondance med et norsk akvarium stod det klart, at det ikke var en kollega, der havde dummet sig, men at der faktisk var en familieforøgelse på vej.

- Det er yderst sjældent – vi er helt flyvende over det. Det er helt sindssygt! siger chefdyrepasseren til Ekstra Bladet.

Havtasken lægger i bogstaveligste forstand æg i lange baner - i form af slør, der kan blive op til ti meter lange. Æggene sidder fast på sløret, der smukt flyder rundt i vandet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Havtaskens æg sidder fast på et smukt slør. Foto: Kristian Vedel/Øresundsakvariet
Havtaskens æg sidder fast på et smukt slør. Foto: Kristian Vedel/Øresundsakvariet

Hanner og hunner
Han forklarer, at akvariet før nu ikke engang kendte kønnet på havtasken, som de altså nu ved er en hun.

- Spørgsmålet er så, om den anden er en han, der har befrugtet æggene. Hvis han har befrugtet dem, vil det vise sig i løbet af fire til seks dage. Så bliver æggene til ’øjenæg’. Så kan man se fostret.

Så hvis alt går, som det skal, kan akvariet se frem til en alvorlig fremgang i bestanden af havtasker om 20-30 dage.

- Og så får vi sådan cirka 600.000 små havtasker, siger en tydeligt begejstret Kristian Vedel.

- Har I plads til dem?

- Ja ... eller nej, griner han.

- Som yngel har vi plads, men som fuldvoksne har vi ikke. Men vi kan jo lave en lang liste til alle akvarier og høre, om de vil have nogen.

Havtasken kaldes forståeligt nok verdens grimmeste fisk. Foto: Lars Laursen/Øresundsakvariet
Havtasken kaldes forståeligt nok verdens grimmeste fisk. Foto: Lars Laursen/Øresundsakvariet

51 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere