Kæmpe stillads er kollapset

Ifølge politiet er blæsevejret årsag

Dramatiske optagelser af stilladset der vælter. (Video: Mogens Flindt)

Ved du noget? Har du billeder eller video? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Et kæmpe stillads er tirsdag klokken 12.25 væltet i København. Trafikken på Ved Stadsgraven på Amager er indtil videre spærret, oplyser Københavns Politi til Ekstra Bladet.

Til alt held er ingen mennesker ramt, men stilladset er væltet ned over en parkeret bil.

- Det lader umiddelbart til at være blæsevejret, der er årsag, siger politiets vagtchef Henrik Brix til Ekstra Bladet.

Ifølge politiet er det halvdelen af stilladset, som er væltet. Det er et større stillads, som rager op til fjerde sals højde, og som går omkring på Christmas Møllers Plads.

Politiet har afspærret et større område omkring uheldsstedet. Og Ved Stadsgraven er også spærret for trafik af frygt for, at resten af stilladset når at kollapse.

- Nu skal vi have kontaktet stilladsfirmaet, som skal ud at rydde op. Så skal vi have sikret resten af stilladset. Og vi skal muligvis have en kran frem, siger vagtchefen.

Ifølge Henrik Brix er det heldigt, at der ikke er kommet mennesker til skade.

- Det er det vigtigste, siger vagtchefen og tilføjer, at der nok skal komme styr på alle de materielle ødelæggelser.

Der kommer til at gå noget tid, før afspærringen bliver ophævet igen.

104 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere