Kaj snydt på dødslejet: Nu får enken omsider sin erstatning

Gidsel i årevis: PensionDanmark har valgt at udbetale 100.000 kroner i erstatning for kritisk sygdom - lægger nu sag an mod Sydvestjysk Sygehus for at hente pengene der

Reportage: Claus Jessen

I snart tre år har 66-årige Inger Heidal Jensen fra Esbjerg kæmpet en hård kamp for at få udbetalt en erstatning på 100.000 kroner for kritisk sygdom.

Nu har PensionDanmark omsider bøjet sig og har valgt at udbetale de mange penge pr. kulance.

- Jeg kan slet ikke få armene ned. Jeg er utrolig glad for, at jeg nu omsider får min ret og mine penge. Jeg blev jo holdt som et gidsel i sagen, siger Inger Heidal til Ekstra Bladet.

Se også: Snydt for kræft-erstatning: Nu lægger vi sag an

Som tidligere omtalt i Ekstra Bladet, så kom Inger Heidal Jensen i klemme mellem PensionDanmark og Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, da hendes mand døde i sommeren 2012.

Kaj Jensen ( Privatfoto)
Kaj Jensen ( Privatfoto)
 

Kaj Jensen var netop blevet ansat som portør på Sydvestjysk Sygehus, da han blev syg og fik stillet diagnosen kræft. Halvanden måned senere var han død.

Sludder for en sladder
Sygehuset havde ikke i tide - altså før kræft-diagnosen blev stillet - fået indbetalt pengene til PensionDanmark.

Derfor ville pensions-selskabet ikke udbetale erstatningen, da det klart af forsikringsbetingelserne fremgår, at pengene skal være indbetalt før en diagnose stilles.

I flere år forsøgte Inger Heidal Jensen at få Sydvestjysk Sygehus og Region Syddanmark til at betale. Men her fik hun kun en sludder for en sladder - og blev henvist til pensionsselskabet.

Heller ikke Kaj Jensens fagforening, HK, magtede at hjælpe.

Ved at køre ned
- Jeg var ved at køre helt ned på grund af sagen. Jeg syntes, at det var helt urimeligt, at jeg skulle behandles på denne måde. Det  var jo respektløst, fastslår Inger Heidal Jensen.

Først da Ekstra Bladet omtalte sagen for et års tid siden, begyndte der at komme skred i sagerne.

Jurist i Københavns Retshjælp, Jesper Franch, tilbød af egen drift - efter at have læst artiklerne - at hjælpe den fortvivlede enke.

- Jesper Franch har været en enestående hjælp. Han klagede på mine vegne til Ankenævnet for Forsikring over PensionDanmark. Vi fik medhold og pensions-selskabet blev pålagt at genoptage sagen.

Vi regnede naturligvis med, at jeg så ville få udbetalt erstatningen, beretter Inger Heidal.

Nægtede at følge ankenævn
Men så let skulle det ikke gå. PensionDanmark nægtede nemlig pure at følge Ankenævnets enstemmige afgørelse. Selskabet var hverken til at hugge eller stikke i.

Jurist Jesper Franch gik endda så langt som til at skrive et personligt brev til PensionDanmarks direktør for at få ham til at skride ind.

Det hjalp heller ikke.

I sidste uge tog Ekstra Bladet igen fat på sagen, og pludselig kom der andre boller på suppen i PensionDanmark.

- I fredags ringede PensionDanmark og sagde, at jeg alligevel ville få pengene. De var indbetalt på min konto allerede lørdag, siger en glædes-strålende Inger Heidal.

DERFOR BETALER VI NU

PensionDanmark har indtil nu nægtet at udbetale erstatning i den meget principielle sag, fordi pengene ikke blev indbetalt til tiden fra arbejdsgiveren - altså Sydvestjysk Sygehus.

- Det er ikke acceptabelt, at nogen kommer i klemme i denne principielle sag. Vi vælger derfor at udbetale forsikringspræmien for kritisk sygdom per kulance. Men samtidigt vil vi stævne arbejdsgiveren for at undgå lignende sager fremover, oplyser juridisk chef i PensionDanmark, advokat Tue Klitgaard Christensen, til Ekstra Bladet.

Med til at bestemme
- Arbejdsgiverne har selv været med til at bestemme betingelserne i vores forsikringer, og reglerne er klare: Lever en arbejdsgiver ikke op til sin forpligtelse til at indbetale de præmier, som er vedtaget i de kollektive overenskomster, så er konsekvensen, at medarbejderen ikke får forsikringsdækning.

Vi gør hvad vi kan
Ifølge den juridiske chef har pensions-selskabet reelt ingen mulighed for at vide, hvem der er forsikret i selskabet, hvis arbejdsgiverne først indbetaler pengene, når skaden er sket.

- Før det har vi overhovedet ikke hørt om dem. Den her sag er en skam, fordi vi faktisk gør alt, hvad vi kan, for at sikre, at de, der får brug for deres forsikring, får den udbetalt automatisk, fastslår Tue Klitgaard Christensen.

Den 66-årige kvinde har allerede inviteret sin søster på en tur til Malta til september.

- Og så skal jeg op med en blomst på Kajs gravsted. Det fortjener han. Det var så vigtigt for ham, at alt var i skønneste orden, inden han døde.

På en måde kan jeg jo godt forstå PensionDanmark, at de ikke kan yde erstatning, når pengene ikke er indbetalt til tiden.

Men omvendt synes jeg også, at det er noget svineri, at jeg skulle holdes som gidsel i et principielt slagsmål mellem pensions-selskabet og sygehuset, siger Inger Heidal til Ekstra Bladet.

Foto: Claus Jessen
Foto: Claus Jessen
 

28 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere