Kamala Harris har ringet til Mette Frederiksen

Mette Frederiksen (S) og Kamala Harris har snakket sammen fredag om løst og fast

Tidligere på ugen var Mette Frederiksen i Ekstra Bladets studie, for at svare på spørgsmål fra seerne. Her lød det fra statsministeren, at EU-landene har været for nærige, da der skulle købes vacciner

Den nyvalgte vicepræsident i USA, Kamala Harris, havde fredag en længere samtale med Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S).

Coronapandemien, kampen om klimaforandringer, NATO samt behovet for kvinder i arbejdsstyrken for at styrke samfundsøkonomien var nogle af de emner, som de to ledere talte om, oplyser Kamala Harris på Twitter.

Ifølge Mette Frederiksen var samtalen 'en rigtig god samtale'.

Klimakampen
At klima var et af de emner de to ledere diskuterede er ikke bemærkelsesværdigt, og den danske statsminister kunne benytte lejligheden til at byde USA velkommen tilbage i Parisaftalen.

' Præsident Joe Biden og jeg ser frem til at arbejde sammen med Danmark om en grønnere, mere sikker fremtid, lyder det fra Harris.

Den tidligere kontroversielle præsident, Donald Trump, havde under sin regeringstid hevet amerikanerne ud af Parisaftalen, men samme dag som den nyvalgte præsident, Joe Biden, fik magten, lavede han om på det.

Og det er ikke gået ubemærket hen hos landets statsminister.

'Jeg var selvfølgelig særlig glad for at kunne byde USA velkommen tilbage i Paris-aftalen. Og i klimakampen! Det er enormt positivt. USA har en stor innovativ kraft'.

'De kommer til at søge løsninger på det grønne område. Her er de danske virksomheder i verdensklasse. Og de står klar til at levere de grønne løsninger, som USA får brug for. Sammen med dansk erhvervsliv, gør vi fra regeringens side alt, hvad vi kan, for at styrke den grønne eksport i USA, skriver Mette Frederiksen på Facebook.

Tæt samarbejde
Selvom det ikke er lykkedes at få Joe Biden i tale endnu, lovpriser Mette Frederiksen det dansk-amerikanske samarbejde.

'Danmark og USA har et tæt og stærkt samarbejde. Det glæder jeg mig til at fortsætte med både Joe Biden Kamala Harris', skriver hun.

Der skal ikke lægges meget i, at statsministeren ikke har fået hul igennem til Joe Biden.

Han har travlt med at få styr på coronaepidemien i Guds eget land, hvor de for nyligt, som det første land i verden, rundede en trist milepæl med 500.000 døde med Covid-19.