Kamelejer anholdt for at hjælpe nøgne danskere ved pyramide

Egyptisk minister vil have anklagemyndigheden til at gå ind i sagen om de to nøgne danskere på Keopspyramiden

Se Andreas og veninden klatre til toppen af Keopspyramiden - slutningen på videoen kan virke stødende. Privatvideo

Egyptiske myndigheder har torsdag anholdt en kamelejer og en kvinde og sigtet dem for at have hjulpet to danskere med at bestige den store pyramide i Giza, også kaldet Keopspyramiden.

Parret tog derefter et nøgenbillede og optog en video af sig selv i en seksuel stilling på toppen af pyramiden.

Ifølge det egyptiske indenrigsministerium satte den anholdte kvinde det danske par i kontakt med kamelejeren, som på ulovlig vis fragtede dem til pyramiden om aftenen den 29. november for 4000 egyptiske pund - knap 1500 kroner.

Kamelejeren og kvinden har tilstået og afventer en retssag. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Videoen blev efterfølgende lagt på YouTube af den 23-årige dansker Andreas Hvid. Den er blevet set mere end 4,5 millioner gange.

I videoen ser man to danskere kravle op ad den store pyramide, der ligger sydvest for Egyptens hovedstad, Kairo.

Herefter ryger den ene af dem en cigaret, og videoen afsluttes med et billede, hvor de to ligger nøgne i en seksuel stilling på toppen af pyramiden.

Hændelsen har skabt stor vrede i Egypten.

Flere YouTube-brugere har kommenteret videoen og betonet, at de finder den upassende og respektløs.

- En 7000 år gammel civilisation er blevet omdannet til et sengelagen, skriver en Twitter-bruger i Egypten.

Flere store egyptiske aviser har skrevet om videoen, og historien har ifølge TV2 nået den egyptiske minister for oldtidsminder, Khaled al-Anany. Han har overdraget sagen til den egyptiske anklagemyndighed.

Over for Ekstra Bladet har Andreas Hvid forklaret, at han længe havde udset sig toppen af pyramiden som mål for videoen.

Det er endnu uvist, hvilken straf de to danskere risikerer, når de egyptiske myndigheder har behandlet sagen.

- Jeg vil holde mig ude af Egypten fremover, da jeg sandsynligvis risikerer at blive dømt, hvis jeg tager tilbage, siger Andreas Hvid til Ekstra Bladet.

Det er forbudt at bestige pyramider i Egypten.

60 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere